Siden blyets dage i dansk dagspresse har jeg haft et noget anstrengt forhold til rådhuse. Eller rettere: til ordet “rådhus”.
Jeg må forklare mig. Dengang tæskede journalisten løs på sit hakkebræt. Et manuskript med hoppende bogstaver og kryptiske rettelser kom videre til en skrivestue, hvor fingersnilde typografer gjorde arkenes tekst til hulbånd. Sættemaskiner omsatte huller til blysats. Aftryk kom ind til korrekturlæsere. Den videre proces springer jeg over. Det korte af det lange er, at meget kunne ske mellem manuskript og avisside.
På de tider dækkede jeg amtsrådets møder, herunder det historiske møde, da rådet vedtog, at Viborg Sygehus skulle have en ny sengebygning. Teknisk set var den et råhus. Men undervejs i teknikken blev det til, at Viborg skulle have et nyt rådhus.
Siden Viborg var ung, har et rådhus og en domkirke været makkere ved Gammeltorv. Ved 1726-branden led begge stor skade. I 1730 stod bygmester Stallknechts barokrådhus færdigt. Indtil 1874 tjente det sit formål. Så kom arkitekt Tholles rådhus ved Stænderpladsen til. Herefter var bygningen ved Gammeltorv værdig til at være Det Gamle Rådhus.
Nutiden er begyndt at kalde 1874-rådhuset “det gamle”, idet Larsens nuværende rådhus i 2011 overtog rollen. Men to af slagsen er ét for meget. Med historien in mente bærer kun Det Gamle Rådhus ved Gammeltorv med rette navnet. Hvad med Byens Hus for det nyere gamle rådhus?