Og så var der filosoffen, der fortabte sig i brostenenes skjulte undersider. Det var nu næppe denne underverden, Viborg Byråd havde i tankerne, da det for efterhånden mange år siden besluttede, at midtbyens gader og torve bid for bid skulle være med bundsolid granit.
Med den seneste stump af Sct. Mathias Gade må værket vel være fuldbragt. Hold nu op, hvor har de historiske kvarterer dog mange granitsten. Kopien af byens gasgadelampe har bredt sig i samme takt, og det kadmiumgule diodelys er meget godt ramt.
Dyrt har det været. Hele manøvren har skullet give middelalderbyen et ekstra touch af gamle dage. Det var dog først fra 1860’erne, at gaslyset og de regulære bro- og chaussésten trådte frem i gadebilledet. Æraen skulle vise sig forholdsvis kort. Snart kom det elektriske gadelys, og asfalten fulgte trop. Allerede i 1931 var hele Sct. Mathias Gade med asfalt.
Den ægte vare fra historiens hylde er derimod piksten – af mange ærbart og fejlagtigt bogstaveret “pigsten”. Dertil hørte tranlamper. Men det kan også blive lidt for historisk. Flere steder har arkæologer gravet ned til de oprindelige belægninger med piksten, og de er bestemt ikke for rollatorer.
Ifølge en kilde fra 1743 havde Nytorv “en remarkabel pikning”. Stenene lå, så de dannede en interessant labyrint. Sådan en kunne nutiden da godt bruge. Sct. Mogens Torv taler for sig selv. Her ligger pikstenene akkurat som i begyndelsen af 1800-årene, da beboerne satsede på et hestetorv.
Begrebet “stenbroen” med tilhørende brokvarterer hører mest storbyen til. Men Vesterbrogade og Broparken smager lidt af fugl, og arkitekter har endda talt om byens “brokvarter”. Navnet kommer af, at en gammel form for belægning var af planker som i broer.
Som jeg husker det, led den sidste stump af oprindelig brolægning en krank skæbne, da Viborgs fjernvarmenet i begyndelsen af 1979 brød sammen. Ud for varmecentralen var Grønnegade med brosten, og de lå nu hulter til bulter. På det felt gentager historien næppe sig selv.