500 år er da lidt af en milepæl, som det er værd at dvæle ved. Her i 2025 er det netop 500 år siden, at den 31-årige johannitermunk Hans Tausen måtte se sig deporteret fra Antvorskov Kloster til johanniternes kloster ved Viborg Nørresø.
Hans Tausen afrundede sine udenlandske studier i Luthers Wittenberg og var tændt for de nye tanker, da han atter var blandt korsbrødrene i Antvorskov. De så i begyndelsen den unge magister som et lys, men der er ikke langt fra lys til fløs.
Skærtorsdag den 13. april 1525 kunne han ikke nære sig. De rituelle fodvaskninger og skærtorsdagsbullerne mod kætterne og de ugudelige blev ham for meget. Hvad han fik sagt, er ikke godt at vide, men han faldt i unåde hos prior Eskild Thomsen. Det var lige en sag for magister Peder Jensen, velanskreven prior for Viborgs johannitere, mente han.
Hans Tausen kom i sommeren 1525 på genopdragelse i Viborg. Det skulle blive til fire omvæltende år. De to magistre kom først godt ud af det med hinanden. Hans Tausen fik lov til at holde en slags foredrag. Tilhørerne flokkedes om ham, og han blev efterhånden kry med de lutherske tanker. Peder Jensen slog bak.
Ifølge den lokale tradition kom Hans til afsvaling i klostrets brumme, men om det ved vi intet sikkert. Vist er det, at Hans så at sige løb af pladsen og fulgte med tilhængeren Peder Trane hjem.
En anden tilhænger var Jakob Skønning, latinskolens rektor, der som en del af sin løn bestyrede Sct. Hans Kirke på det nuværende Nytorv. I den fik han lov at prædike. Men hans katolske modstandere, ikke mindst biskop Jørgen Friis – “herremanden” – kunne ikke sådan have en bortløben munk til at forføre folket. Hans fik et forbud mod at prædike i stiftets kirker.
Sagen tog en vigtig vending i den evangelisk-lutherske retning, da Frederik den Første per den 23. oktober 1526 tog Tausen under sine vinger som en kapellan, der indtil videre havde Viborg som virkefelt.
Nu gik det stærkt. Sct. Hans Kirke var ikke længere stor nok til fanskaren. I efteråret 1528 sprængte borgerne Gråbrødre Kirkes låste dør. Nu måtte gråmunkene og Hans Tausen deles om den større kirke. Vi kender til en batalje, da biskoppen sendte befalingsmand Poul Stigsen med en deling soldater ind i kirken for at kalde Tausen ned fra prædikestolen.
Reformatoren sagde, at biskoppen måtte vente: “Jeg er bundet af en endnu større herres tjeneste.” Efter sigende hentede tilhængerne våben og slog en beskyttende ring om Tausen. Ifølge nogle kilder undslap Tausen ad den ene af prædikestolens to trapper.
På mindehavens lille obelisk får Tausen det sidste ord: “Guds ord er ikke bundet.”
Men det ene med det andet foregik det hele vist meget fredeligt. Viborg er trods alt Viborg.