“Næh, tænk! Amager. Det er som at komme til et fremmed land. Det er en hel rejse,” ivrer Kjeld, da det kendte trekløver i “Olsen-Banden på sporet” overskrider grænsen til amagerkanernes verden.
I 1866 foretog forfatteren Meïr Aron Goldschmidt en ekspedition til det indre Jylland, til Viborgegnen. I bogen “En Hedereise i Viborg-Egnen” fra 1867 indvier han hele nationen i sine opdagelser. En holdning fuldstændig som Kjelds skinner igennem. For skribenten var det som at komme til et fremmed land.
Men Meïr Aron Goldschmidt kom hurtigt efter det. Samtaler og iagttagelser supplerede han med studier i bøger og arkivalier. Før han i hestevogn begiver sig ud i det uvisse hedeland, lurer han, hvad Viborg er for en størrelse, og konklusionen lyder: “Fuldt så meget som det synlige Viborg træder ved nærmere beskuelse det forsvundne Viborg frem.”
Hald er porten til vidderne, og fem herrer følger ham derud for lige at sikre sig, at han kommer ordentligt af sted. Et sluttet selskab i forhold til kæmpevisens “De vare syv og syvsindstyve, der de droge ud fra Hald.” Egentlig betyder det, at 147 hofmænd dundrede fra Hald på deres heste, men “syvsindstyve” kunne førhen også bare betyde, at de var rigtig mange.
Forfatteren er tydeligt betaget af Hald. Om visens “Hald” overhovedet er vores Hald, ved vi ikke bestemt. “Hald” er et ord for en bakke eller en skråning, hvilket gør mulighederne mange. Goldschmidt ser for sig, at noget stort har været på spil ved Hald Slot. Kæmpeviser er af natur ét rodsammen af helte, begivenheder, tider og lokaliteter, men ingen kan være i tvivl om, at “Hr. Bugge bygger op Hald med ære”, og at samme Bugge er én af hederejsens helte.
Apropos de nyeste fund på Hald-odden er Meïr Aron Goldschmidt meget åben for, at det netop er her, ridder Bugge som ejer fra 1346 rejste sin borg. Fint argumenterer han for, at Valdemars Skanse er Valdemar Atterdags belejringsskanse fra 1355 eller en slags fremskudt bastion for selve borgen. Han kan også godt se, at han på vej ud til kartoffeltyskerne står med en glovarm kartoffel:
“Nu kommer diskussion, strid, uopløselig meningsforskel. Ikke blot to eller flere mennesker kunne gå her og strides venskabelig uden ende; men et ensomt menneske vil komme i strid med sig selv. Hvad var det ældste Hald?”
Diskussionen lukker han behændigt med, at vi er “lidt ude i sagntiden”. Derimod er heden og dens folk højst nærværende for ham. Når alt kommer til alt er hederejsen en art pilgrimsrejse i Blichers spor.
Det er også tydeligt, at han har svært ved at slippe Viborg, og bogen indeholder et skarpt indlæg til fordel for en hel domkirke. Da Goldschmidt gæstede byen, stod korsarme, kor og apsis så godt som færdige, det vil sige to femtedele af den planlagte kirke.
Men arbejdet havde slugt hele bevillingen. Stærke kræfter arbejdede nu på, at det måtte være op til eftertiden at genoptage arbejdet med de tre femtedele. Nutiden måtte tage til takke med den færdige østfløj. Forfatteren trækker Marmorkirken frem som skrækeksemplet. Endnu i 1866 lå den hen som en ruin. Den stod færdig i 1894 – efter 145 år.
Højesteret havde i satirebladet Corsarens dage idømt ham en livsvarig censur. Godt for Viborg Domkirke, at “livsvarig” var af kortere varighed.