“Der er intet i verden så stille som sne,” udsang digteren Helge Rode i 1896, og han roste sneen for at tysse “blidt på de stemmer, som for højlydt taler”. Tænk på det, når den store snemaskine trodser den globale opvarmning og lader et drys falde over land og by.
Filosoffen Ludvig Feilberg er på linje, når han føler sig beriget af de vrimlende sneflokke: “Man kan gå uden at lægge mærke til, hvor stille der er rundt omkring; man synes, der siges så meget. Det er intethedens sprog – dette rige sprog.” “Helt paradokst kan det komme en for, at der er mere i intet end i alt noget,” skriver han og præsenterer begrebet “intetfang” for disse skabende stunder.
Engang for mange år siden så jeg i én af den berømte Flemming “de” Madsens tv-stunder en oplæsning med en forfatter, jeg havde læst en enkelt bog af. Oplæsningen gjorde et så stort indtryk, at jeg måtte have resten af forfatterskabet med. Det var lige efter, at vi havde gået en knirkende tur i vinterens første sne, og det spillede så afgjort ind.
Ikke nok med, at sneen direkte taler til sindet. Falder den i tilstrækkelige mængder, får den også trædemøllen til at gå i stå, hvilket ikke er så skidt endda. Nogle af os husker søndag den 21. november 1971. Aldrig har jeg oplevet så voldsom en snestorm på Viborgegnen. Driver på op til fem meter efterlod den sig.
Samfundet gik i stå. Prinsens Livregiment gik til kamp med materiel og 60 mand. Hovedopgaven var at hjælpe landmændene. Falck-Zonen var tvunget i knæ med cirka 600 assistancer. En gård nedbrændte, uden at brandfolkene kunne nå frem. Forsinket kunne folk læse om dramaet, for folkebladet udkom i et begrænset oplag og udstyr.
Sidst på eftermiddagen om tirsdagen brød ploven igennem på Langå-Struer-banen, og trædemøllen tittede frem af driverne. Eleverne på Viborg Katedralskole slap for terminsprøven, og mange andre oplevede, hvordan åget ikke længere tyngede. Helt uden dårlig samvittighed.
Men alting får en ende. H.C. Andersen lader den gamle lænkehund bjæffe til snemanden: “Solen vil nok lære dig at løbe.”