Paris har sin 44 meter høje Vendomesøjle med en statue af Napoleon i toppen. Mere sokkel end kejser.
I den noget mindre skala kan Viborg være med. I Latinerhaven står en liden bronzebuste af hededigteren Blicher på en gevaldig sokkel. Da billedhuggeren Theobald Thielemann i 1865 udførte hele sættet, sammenlignede en læserbrevsskribent faktisk resultatet med Vendomesøjlen.
Sandheden er, at noget gik skævt i Viborg. At ni år skulle gå fra tanke til handling, siger noget. 17 fremtrædende danske mænd stillede sig i spidsen for en landsindsamling. Digterpræsten skulle have et værdigt minde, og det skulle være i Jyllands centrum.
1250 rigsdaler kom ind, og det var ej meget. Det var endda inklusive 150 rigsdaler fra Frederik den Syvendes portemonnæ. I sit trebindsværk om Blichers “livstragedie” er Jeppe Aakjær da heller ikke i tvivl om, at misforholdet mellem sten og malm grunder sig på det pauvre resultat.
I efteråret 1865 ankom sokkel og buste til Viborg. Byens vise fædre havde udset sig et ståsted i kanten af Stænderpladsen. Mens en vis polemik udspandt sig i aviserne, stod hovedpersonen selv med tildækket hoved. Lige lidt hjalp det, at busten fik en lille opsats at stå på.
Byen bekostede anlægsarbejdet, herunder en beplantning med lyng. Kommet så vidt fandt det officielle Viborg tiden inde til at tromme sammen til en afsløringsceremoni. Den 20. september 1866 skulle sløret falde, og selveste den nationale vækkelses Carl Ploug var indforskrevet til at forestå handlingen.
Arrangørerne forsøgte at gøre dagen til en manifestation. Men det var en forkølet skare, der samlede sig om Carl Ploug. Det gjorde ikke sagen bedre, at det øsregnede. Ploug leverede varen og talte varmt om Blicher og hans virke. Hovedtaleren medbragte også egne sangtekster til begivenheden, herunder den flotte “Hedelærken, den liden fugl”. Blicher så gerne sig selv som en hedelærke.
Invitationer var kommet ud til tre af Blichers sønner, Jens Frederik, Francisco og Theodor Eberhard, men ikke til Niels Jørgen, der var kendt for at se for dybt i flasken. Jeppe Aakjær citerer en kilde for, at Niels Jørgen alligevel dukkede op. En sidemand prikker til ham og oplyser ham om, at han næppe har kendt noget til Blicher. Det kan Niels Jørgen klart tilbagevise.
Det gode ved en stor sokkel er, at den levner plads til en inskription. Blicher må have det godt med citatet fra “Min fødestavn er lyngens brune land”.
Levetiden nord for domkirken var kort. Stænderhuset kom væk. Løsenet var masser af luft omkring den nybyggede domkirke. Busten var i vejen. Fra 1875 måtte den langsoklede Blicher konkurrere med Borgvolds træer. Først stod han tæt på Salonen, senere op mod Sct. Ibs Gård. I 1960 endte sættet i Latinerhaven, hvor det lige siden har haft den samme plads op mod den forhenværende gymnastiksals gavl.
Se, det var den gamle historie om igen. Historien om bjerget, der under bulder og brag føder en mus.