Det har jeg hørt i Brugsens bagbutik,” sagde en god kilde altid, når han hviskede mig noget i øret. Bagbutikken som mødested og sladrecentral hører nok mest fortiden til. Von hørensagen er henvist til tilfældige møder, for eksempel på de store parkeringspladser, og det er ikke nær så gemytligt.
Netop på en parkeringsplads mødte jeg en gammel bekendt, der opfordrede mig til at skrive nogle linjer om, “at det nu var 40 år siden”. Jeg fangede straks, hvad han mente, for det havde også strejfet mig, at vi havde passeret en slags jubilæum for “vinterkrigen”, det vil sige Viborg Varmeværks totale sammenbrud fra nytårsaftensdag 1978 til den 20. februar 1979.
Næsten på linje med bybranden i 1726 optræder to nyere begivenheder i det fælles huskestof: den nævnte “vinterkrig” og “katastrofen”. Ikke helt uden skærmydsler dukker de som ved en naturlov op til overfladen. Jo længere tid der er gået, jo mere kan folk komme op at toppes om, hvornår det egentlig var, og hvordan det virkelig foregik.
“Katastrofen” var et uhyre kraftigt uvejr, der ved aftenstide den 16. juli 1948 ramte et smalt bælte fra Vestermarken til Dollerup. Hagl, der efter sigende var så store som dueæg, hakkede æbler til mos og fik rabarberstilkene til at knække som tændstikker. I Dollerup-området flød floder af vand, hagl, grus og sand gennem slugterne. Dæmningen for enden af Troldeslugten gav efter, og masserne tog det halve af Niels Bugges Kro med sig. Et hus i Dollerup blev aldrig til hus igen, og på den underminerede jernbane til Herning fik behjertede folk i sidste øjeblik stoppet et tog med 80 passagerer.
Nok om “katastrofen”, thi jubilaren var jo “vinterkrigen”. Den var mere langstrakt, om end folkebladet med varmeværket som kilde på forsiden den 2. januar 1979 kunne skrive: “Viborg får varme igen i dag – se side 4”. Indtil bladet den 20. februar kunne skrive, at “næsten alle har varme”, skulle viborgenserne så gruelig meget igennem, og byen blev herostratisk berømt som de varme gejseres by.
Se, det var sådan, at Viborg i 1954 havde investeret i Danmarks største hedtvandsanlæg. Indstøbt i cellebeton lå smalle rør, hvori op til 150 grader varmt vand under tryk kom ud til forbrugerne. Varmecentralen i Grønnegade var den eneste varmekilde. Viborg voksede og voksede. Det ene smalle rør føjede sig til det andet. Som en bændelorm. Og der var unægtelig langt fra Grønnegade til Midgårdsvej.
Den korte version er, at det hele bristede, mens vinteren var mest ubarmhjertig. Både udefra og indefra var rørene tærede. Hver reparation førte blot til nye brud; ledningerne kunne ikke klare trykskiftet. Da det var værst, tabte nettet 100 kubikmeter vand i timen. Viborgenserne kunne ikke varme sig ved tanken om, at de i flere år havde haft ultrabillig varme.
Varmen måtte føle sig hjemløs i rørene. Måske derfor fandt den på at dampe fra toppen af et højt nedløbsrør i Reberbanen. Humoren var trods alt ikke hjemløs.