Én af Danmarks førende dialektforskere havde sat mig stævne i Viborg. Hun havde fået til opgave at pejle sig ind på, hvilken mundart der kendetegner Viborg. Hendes udgangspunkt var, at Viborg som en meget gammel by af en notabel størrelse har kunnet udvikle sin egen sprogtone.
For hende var det også åbenlyst, at Viborg som embeds-, kirke-, rets-, skole- og militærby har fået sit sproglige præg af hele landet og ikke bare af et snævert opland. Hun nævnte Skive som et eksempel på en lidt mindre købstad, der så at sige har trukket de nært omgivende dialekter ind gennem byporten. Det samme er efter hendes analyse også sket med storstaden Aalborg, fordi den som industriby har gjort forholdsvis mange af landsdelens bønder til byfolk.
Forfatteren af en gammel turistbrochure om Viborg skriver: “Er det torvedag, er det en ekstra underholdning at lytte til viborgfruernes parlamenteren med de jyske bondekoner.” Skellet har tydeligvis også været sprogligt. Hendes endelige dom over den viborgske dialekt skal jeg ikke foregribe.
En ærkekøbenhavner, der i 26 år kom til at præge Viborg – sprogligt såvel som åndeligt – var Hans Henrik Lefolii (1819-1908), der fra 1866 til 1892 var latinskolerektor i Viborg. Pudsigt nok kom vores samtale også til at dreje sig om ham, thi det viste sig, at vi havde en fælles interesse for hans virke.
I dag kan det være svært at sætte sig ind i, hvilken kapacitet Viborg havde æren af at huse i et kvart århundrede. En grundtvigiansk kraftkarl, der trak elever fra hele landet til Viborg. Han var bidt af folkevisernes og sagaernes verden, og det var lige noget, der var en øjenåbner for én af hans senere nok så kendte elever, forfatteren Johannes V. Jensen.
Mens han var rektor i Viborg, udgav han “Sproglærens grundbegreber”, og det var nok egentlig den, der førte vores samtale over på Lefolii (udtales i øvrigt med et langt “o” uden stød og med ét “i”).
Han deltog med glød i debatten om, hvor gymnasieskolen skulle bevæge sig hen. Latinskolen i Viborg havde dengang cirka 100 elever; langt de fleste var overklassens børn. Hans Henrik Lefolii var tilhænger ef enhedsskolen. På de tider havde Viborg en friskole (fattigskole) og en borgerskole (betalingsskole), Matriklen var den samme, men den skæve skole førte eleverne vidt forskellige steder hen.
Rektor var ikke bange for at gå imod strømmen. Det skabte polemik i Jyllands-Posten, da han med byens socialister drog til møde i Undallslund frem for at deltage i borgerskabets grundlovsfest på Borgvold.
Det var heller ikke lige populært alle steder, da skolen som præmie i en skydekonkurrence udlovede Strindbergs “Den røde stue”. Og han fik hele stiftsøvrigheden på nakken, da skolens gymnastiksal midt i kirketiden genlød af private gymnastikøvelser. Han var helt pjattet med gymnastik og arbejdede til fordel for den svenske “Lingske gymnastik”. Men efter den batalje ikke længere i højmessetiden.
Hans Henrik Lefolii kom fra Christianshavn og fortrak efter tiden i Viborg til Charlottenlund. Lur mig, om der ikke stadig i Viborgs æter flyver et stykke Lefolii rundt.