Masser af unyttig viden kommer mig til nytte, fordi jeg ikke er en ørn til at google. Søgemaskinens veje er uransagelige.
Tag nu forleden, da jeg skulle finde frem til en udbyder af patroner til min Mont Blanc-kuglepen. Hvad skuer mit øje? En artikel fra bladet Samvirkes oktobernummer i 1966. “En cykelsti fra Viborg til Mont Blanc,” lyder overskriften.
I artiklen fortæller overbetjent Svend Marker, formand for Dansk Cyklistforbund, om en internationalt dækkende cykelsti, der skal forgrene sig fra Danmark til Spanien og Italien. Midt mellem annoncer for Perle-pibetobak og Prince-cigaretter får læseren at vide, at Danmark nu begynder på sin del, og at Hærvejen så at sige er omdrejningspunktet.
Artiklen strutter af optimisme på cyklismens vegne. Det var jo også Svend Marker, der var kendt for at have sagt: “Før havde de fleste af os kun råd til at køre på cykel. I dag er spørgsmålet, om vi har råd til at lade være!”
Ifølge journalisten har planerne rumlet siden 1930’erne. De er identiske med dem, der i de allerseneste år har manifesteret sig som populære vandre- og cykelruter, der snor sig fra Hirtshals og Frederikshavn til Viborg og videre til Padborg. Cykelformanden nævner idéen med herberger, og også de er på plads.
Hærvejens vandrere og cyklister er det meste af vejen pænt adskilte, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at jo flere der bliver af begge slags, jo mere krig på kniven. Sådan er det overalt, hvor gående og cyklister deler sti. Den luft, der ellers skulle være så frisk, er mættet med knubbede ord.
Da Hærvejen var ung, var det noget lettere. Hærfolk til hest, kræmmere til fods og studedrivere med deres drifter har ikke haft svært ved at dele det brede bælte af spor. Krigsmænd havde det med at ride til venstre, så de havde frit slag med deres sværd, mens hestevogne holdt til højre, fordi kuskene sad til venstre på agestolen.
En sund trafikkultur kendetegnede fjernere tider. I sin erindringsbog om opvæksten i Viborg viderebringer Peter Daniel Bruun nogle “gamle minder” fra begyndelsen af 1800-tallet og giver blandt andet dette billede til bedste: “… det var sandt, hvad der taltes om, at provstens køer pligtskyldigst gik af vejen for biskoppens, når de mødtes på gaden.”
Jeg må tilstå, at jeg ikke ejer en cykel. Derimod er jeg vandringsmand. Af den slags, der gerne går af vejen for cyklister og andre gående, når det falder naturligt. Men jeg bliver mut, når hæsblæsende cyklister på vores fælles sti vrænger: “Du går i den forkerte side.”
Jeg går i venstre side, og det lærte jeg allerede som barn. Jeg har lyst til – i al fordragelighed – at citere, hvad Rådet for Sikker Trafik skriver om den sag:
“Der er ikke nogle faste regler for, hvilken side du skal gå i på en fælles sti. Det er bedst at gå i venstre side, for så kan du se cyklister, der kommer imod dig.
Hvis du går i højre side, kan du ikke se cyklister, der kører tæt på dig bagfra. Det kan give anledning til irritation eller endda uheld, hvis du træder til siden ud på stien, samtidig med at der kommer en cyklist bagfra, som du ikke har hørt.”
Bare for at sige, at jeg ikke er lidt til en side.