Skals-politikeren Henning Grove (1932-2014) var blandt andet kendt som manden, der vandt kampen for “det jyske vejr”.
Hele landsdelen holdt vejret, da stærke kræfter ville udradere DMI i Karup. Men Henning Grove forfægtede med succes det synspunkt, at københavnske meteorologer ikke egnede sig til at forvalte “det jyske vejr”. Jydernes vejr var en sag for jyder. Sagen vakte en vis moro i hovedstadspressen.
Jeg kan få den kætterske tanke, at det i dag kan være hip som hap, hvor meteorologerne sidder, thi de samme vejrsatellitter fodrer de samme avancerede computere, uanset om vejret er jysk eller sjællandsk.
Alligevel kan jeg ikke befri mig for det synspunkt, at den fugtede finger i vejret, barometeret på væggen, vimplen på flagstangen og skyformationerne stadig har en plads i meteorologien. Og de er immerhen lokale.
Lokale særpræg er noget underligt luftigt noget. Peter Nedergaard, professor i statskundskab, advarer om, at centralisterne – de, der repræsenterer “udviklingen” – er ved at suge livet ud af købstæderne. Anslaget mod regionerne ser Peter Nedergaard blot som endnu et skridt den gale vej. Kommuner er forsvundet, amter ligeså. Borte er amtmænd, politimestre og postmestre. Jeg har kendt en del af slagsen, og de var virkelig nøglepersoner i det kulturbærende borgerskab.
Nåh ja – og hvad så? Meningen med en amtmand var jo ikke, at han skulle være med til at bære kulturen. Det står andre frit for at bære. Hængemuler har vi nok af. Hvad med et stifte foreningen Viborgs Vel for dem, der ønsker at overtage det bæredygtige arbejde?
Den næste, der ser ud til at stå for tur, er turistchefen. En aftale mellem regeringen og kommunerne betyder helt nye standarder. Større enheder er løsenet. Løbet er næsten kørt. Men måden altså.
I aftalen optræder begrebet “kritisk masse af turister”. Uha da da. “Kritisk masse” har vi fra atomfysikken. En vis masse – den kritiske – af stænger med beriget uran må til, for at reaktoren kan arbejde. Af URANsagelige grunde har økonomer taget vendingen til sig. De bruger den, når de skal argumentere for stordrift.
“Kritisk masse” kom ind i det danske sprog for hen ved 30 år siden. Om sammenhængen skal jeg ikke udtale mig, men det var sådan cirka på de tider, at firmaer og organisationer med mange lokale afdelinger fandt på at samle deres telefonomstillinger på én adresse. Hvorefter ingen kunne hitte rede på, hvem der arbejdede hvor og hvornår og med hvad.
Da Viborg Museum i sommeren 2017 indrettede en lille infobutik ved Nytorv, var besøget overvældende. Gæsterne kunne beskue varer og interiør fra en gammel købmandsgård, og museumsfolkene kunne fortælle om fremtidens museum.
De gange, Bymanden besøgte butikken, efterspurgte folk nu mest informationer om seværdigheder og arrangementer. Det var jo lige midt i turistsæsonen, og gæsterne så butikken som et lille turistkontor. Passer næppe ind i formlen for “kritisk masse”.