Kald mig gerne håbløst gammeldags; men en gang imellem må jeg bare svælge i essays af kunsthistorikeren Christian Elling (1901 til 1974). Christian Elling udstråler en borgerkultur af i går, en urbanitet, som er så sjælden i dag.
En konservativ i ordets bedste betydning og lidt af en tværdriver. “Den, der gør sig til måtte, bliver brugt som en sådan,” vrissede han og fulgte sit eget kloge hoved.
Hos Christian Elling støder vi på den efterhånden så sjældne danske konjunktiv: “Man forestille sig …” Her er vi ude i noget, som Blicher kaldte “sprogets finere nuancer”, hvis spor fører til “yndige småhemmeligheder”. Ære være konjunktiven.
I essayet “Et par spadestik” funderer Christian Elling over, hvor let det er at grave ned til fortidens tone og omgangsformer. Vi stifter bekendtskab med kancelliråden, der ikke nøjes med at trække sig tilbage til sit kontor; han “anbefaler sig”, hvilket er noget ganske andet. “Kun et par spadestik – og man nåede ned til fyrrerne,” noterer skribenten, der altså mener 1840’erne.
Et besøg hos parret Karen Margrethe og Finn Jensen på Søbakken for nylig var som et par af sådanne spadestik. På bordet var – foruden formiddagskaffen – det lille hæfte “Fire generationer på Nytorv i Viborg”.
Anledningen var, at Nytorv er vakt til live efter en del år – tilgiv mig udtrykket – i de dødes rige. Da Finn Jensens oldemor og oldefar, Petrine Marie Christine og Anders Kjær, umiddelbart efter 1900 etablerede sig med en fiskebod på Nytorv, var det et handelstorv, så det ville noget. De fik hurtigt status som en del af torvets faste stok og gik under navnet “Silde-Kjærs”.
Datteren Petrine “Thinne” Mikkelsen førte traditionen videre og fik i alt 55 virksomme år som Viborgs svar på Gammel Strands fiskerkoner. Hendes datter og svigersøn, Käthie og Sigurd Jensen, Finn Jensens forældre, overtog boden på Nytorv og udvidede med en rullende bod, en kasse på en longjohn. Viborg Fiskerøgeri i baghuset til St. Sct. Mikkels Gade 13 kom til. I stimer fra diverse havne endte ål, sild, makrel og ørred i den Jensenske røgovn.
Helt uden at grave kommer vi med St. Sct. Mikkels Gade 13’s forhus tilbage til 1850’erne. På en måde endda yderligere et halvt århundrede tilbage, for ifølge bevaringsplanens forfattere er huset et eminent udtryk for gadebilledet anno cirka 1800.
Spaden skal et enkelt solidt stik ned, til 1963, før vi finder Finn på torvet. Karen Margrethe stødte til i 1967, idet hun snart fandt sig til rette som røgekone. En sanering blæste for altid ilden ud, og gnisten var heller ikke længere til torvehandelen. I 1971 var det slut.
Men det er ikke ved siden af at udråbe et længe leve for torvekulturen.