Husk at tænke på tallene

Mig bekendt har ingen nogen sinde anfægtet dens evne til at bære. Hvert døgn påvirker op imod 16.000 motorkøretøjer den med deres akseltryk. Hertil kommer letvægterne: cyklister, løbere og fodgængere. Dem er der også mange af.

Nybro på dæmningen mellem Nørresø og Søndersø er hverdagens helt. Af den slags, som ingen rigtig lægger mærke til. For den er mest synlig for dem, der sejler under den, eller som benytter den lille hængebro. Denne har fra 1974 også gjort den til en stitunnel.

Nybro – eller rettere: den nye Nybro – er fra 1954. Det står med tydelige tal på den, men ej synlige for de vejfarende. Netop årstallet gør, at jeg omfatter dette lille vejtekniske vidunder med særlig veneration. Årgang 1954 er en god og bæredygtig årgang – synes en skriverkarl af årgang 1954.

Den gamle Nybro var fra 1856. Den var lavere og smallere. En hel del, endda. Den hørte den første rigtige vejdæmning til. Det var den, som ingeniørofficer Dalgas kom til Viborg for at være med til at skabe. Fra 1812 havde en smal vase med en spinkel bro udgjort den første faste forbindelse efter århundreder med færgetrafik.

På det ældste kort over Viborg, Resens fra 1677, ser vi tydeligt odde og færgested. Nogle mener, at odden er resultatet af en slags naturkatastrofe efter istiden. Indtil vandstanden i 1300-tallet kunstigt kom op, var det tydeligere at se.

Før 1856-dæmningen kom væk til fordel for en større, havde Viborg en rasende debat. Ingen anfægtede, at tiden var kommet til fortove og cykelstier, men en smuk og tæt lindeallé prægede hele forløbet fra Borgvold til Overlund, og den viste sig at være hellig for mange.

Tak og lov for tallene. I disse hæsblæsende tider er det let at glemme at få årstallene med. Vi suser af sted. Når vi tager et pust, er det for at opdage, at vi ikke kan skelne det ene år fra det andet. Mange broer og bygninger bærer heldigvis årstal, der kan tjene som pejlemærker. De har samme symbolske værdi som livstræer. Også flere af belægningerne i midtbyen bærer årstal.

“Tænk på et tal” skrev Anders Bodelsen. Jeg tænker på 1954. Tak til dig, Nybro, fordi du så smilende bærer din byrde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *