“Når man tænker i siddende stilling, tænker man med rumpen, ikke med sjælen,” skrev den walisisk-engelske forfatter John Cowper Powys i sin bog om “den filosofiske ensomheds kunst”.
John Cowper Powys fandt sin sikre grund, når han vandrede. For ham var vandreskoene et bindeled mellem planetens krop og hans egen krop, og han følte sig fri til at tænke, uden at han skulle mobilisere alle sin sjæls kræfter.
Han var samtidig med tyskeren Richard Schirrmann, der omkring 1900 var én af vandrebevægelsens foregangsmænd. Richard Schirrmann stod bag, da verdens første vandrerhjem i 1909 åbnede, og det var en idé, der bredte sig i iltempo. I 1930 fik Danmark sine første vandrerhjem, og Viborg var med. Det første ungdomsherberg lå i KFUM’s “sommerpark” ved Skivevej.
Ånden fra dengang kom til udtryk i Anders Th. Geertsen “Vandresang”: “Til kræfter vi kommer af sol og af sommer, af vandringens brogede liv, og tankerne hviler, og øjnene smiler, vi glemmer bekymring og kiv.”
Ifølge beretninger fra dengang var stort set alle sommerparkens overnattende gæster helt unge vandrere og cyklister. Undtagelsen var to ældre cyklister. Dem måtte værten smide ud midt om natten, da de forgreb sig på de andre gæsters kogesprit.
Med de første ungdomsherberger fulgte Dansk Vandrelaug, der ønskede at fremme “glæden ved det enkle friluftsliv”. Viborg fik en afdeling i 1938. Året efter åbnede vandrerhjemmet ved Vinkelvej. Stedet har siden været besjælet af den rette vandreånd og har fra 1983 huset den danske mindestue for Richard Schirrmann.
Åndeligt talt greb jeg vandrestaven, da Dansk Vandrelaug præsenterede “kvalitetsstien” i Viborg Naturpark. Mærkede suset fra en klassisk vandrebevægelse, der igen har medvind. For mit indre blik så jeg spejderbæltets sølvplader: 45, 60, 75, 90 og 100 kilometer. 90 var værre end 100, for sidstnævnte var med en indbygget hvilepause på seks timer.
Så det er bare om at lette rumpen, drysse talkum i sokkerne og følge den røde tråd omkring Sønderhede. Den er på 7,6 kilometer.