“Fedtelæ’r, fedtelæ’r, sure tæer, det er godt i regnevejr,” skrålede vi i den glade spejdertid. Jeg kom til at tænke på “det kan øse”-sangen, da jeg fik en reproduktion af Vincent van Goghs “Sko med snørebånd” forærendes.
Maleren Vincent van Gogh (1853-1890) brugte flittigt sko og støvler som motiv. Billigt, medgørligt og sigende. På parisiske loppemarkeder opkøbte han skævslidt fodtøj. Var det for fint efter hans smag, tog han det på og sjoskede gennem søle og ælte. Mit maleri fra 1886 er et typisk eksempel.
Først da mine fødder var holdt op med at vokse, fik jeg øjnene op for, hvad et par sko kan betyde. På de tider skulle alle unge traske rundt i de kvækerinspirerede ørkenstøvler. Mit par holdt i hele gymnasietiden og mere til, før jeg nølende måtte lade det vandre heden – alene. Det havde lige været noget for Vincent. Mine nyeste sko fra Hanwag har ikke den samme personality.
Folk, der bekender sig til vandrebevægelsen, bliver flere og flere. Filosoffen Søren Kierkegaard havde fod på tankegangen, da han med en fin sproglig finte skrev: “Når man således bliver ved at gå, så går det nok.” Jeg har svært ved at se ham i nogle fedtelæderstøvler, endskønt han var en flittig vandrer.
Op mod jul i 1975 udgav bogtrykker, politiker og journalist Gunhild Jørgensen (1913-1988) hæftet “Hærvejsvandring”. I mange år udsendte Gunhild Jørgensen ved juletid et flot privattryk med egne tekster, såsom “Muntre barndomsminder”, “Mosaik – rejse i fremmede verdener”, “Der var engang en krig”, “Lanka”, “Da bedstemor var lille”, “Angstens ensomhed”, “Heksen – en naiv fortælling”, “Min mor”, “Min far”, “Værn og forhindring”, “Bægeret” – og altså “Hærvejsvandring”. Svend Erik Ihle var hendes mest benyttede illustrator.
Med hæftet bekendte hun sig til fodsålernes magt. “Vi må føle kilometernes antal på vore fodsåler, i vore ben og krop for helt at forstå, at der er langt fra Slesvig til Viborg – at der er mere end 300 km, når vi følger de gamle hærvejsspor,” skriver hun og priser vandringens velsignelser. Syv dage med jordforbindelse gjorde hende til en fri fugl, der steg til vejrs i drømmerier og naturoplevelser.
Fuglen lever videre i “Duegården” i Sct. Mathias Gade 34. Denne modernistiske bygning fra 1968 gav hun navn efter Viborgs duebrødre, det vil sige johannitermunke. De boede, hvor Pilehaven ligger i dag. Historien om en duebrødrestiftelse i Sct. Mathias Gade er og bliver en – vandrehistorie.