Litteraten Niels Barfoed har i et essay beskrevet, hvordan han med sine stive gammelmandsben har udviklet en teknik, hvormed han så at sige kan svirpe sine underbukser på plads til næste dags brug.
Tilsyneladende en øvelse, der bør udløse en høj stilkarakter. Men for mig, der er opdraget til at skifte underbenklæder hver dag, er den ikke efterstræbelsesværdig. Og dog. Et indslag i norsk tv har bragt mig i syv sind.
En bølge skyller hen over nordmænd af begge køn, godt støttet af fagfolk og selveste statsminister Erna Solberg. De anbefaler fjeldfolket at lade være med at skifte tøj så tit. I indslaget undlod fru Erna at vise sine underhylere frem, men seerne så et tørrestativ med andre tekstiler. Budskabet er, at alt dette overdrevne vaskeri belaster det i forvejen hårdt spændte CO2-regnskab.
Nordmændene er slemme til at flyve, og lidt flere dage med det samme undertøj kan trække lidt den rigtige vej. Efter sigende trives vi ganske godt med egne bakterier, og fremover skal odøren måske afgøre, hvornår det er skiftedag.
På den vis holder tøjet også længere. Igen et knæfald for miljøet. Jeg synes, at undertøjet ret hurtigt flosser i kanten. Også det var nok bedre i gamle dage. Jeg kommer til at tænke på en lille bog, jeg som dreng havde moro af. Den var med opgaver. For eksempel skulle læseren ved hjælp af to stikord gætte navnene på danske købstæder. Viborgs var “soldater” og “trusser”. Vi skal ikke glemme, at Asani i årtier gjorde Viborg til undertøjets hovedstad.
“Asani-Sørensen”s undertøjsimperium lever stadig videre i de gamle reklamer. Mange husker endnu “Undertøjet i overklassen” og “Inderst inde ønsker enhver kvinde Asani”. Eller hvad med “Ynde, gratie og Asani” eller “Det inderste – det yndigste”? Fabrikant Aage Sørensen (1904-1984) opnåede også at lægge navn til begrebet “trussereder”, for han investerede i en flåde af store stålkuttere i Skagen, blandt skagboer: trussebåde.
Nu har Viborg hverken soldater eller trussefabrikation, men det hænger ligesom ved. Ved skæbnens tilskikkelse lever æraen videre i de tre “Asani-piger” på Borgvold. Kunstneren Gerhard Hennings tre bronzeskulpturer står jo i det bare ingenting, hvilket er dybt paradoksalt – deres inderste ønsker ufortalt. Til gengæld er de fri for at skulle tænke på, hvor tit de skal skifte undertøj.