Når Viborgsøerne grønsker

Grøn er sensommerens sø.

Forestil dig, kære læser, en overskrift som “Grønske har angrebet Viborgsøerne”. Føj for den. Grønske? Lyder som endnu et grumt udslag af et klima i ulave. Dog ikke så galt. “Grønske” er blot et næsten 600 år gammelt ord for den evigt tilbagevendende algesuppe.

Jeg har det med at hægte mig fast i ord og da mest i ord, der er ved at synke ned i glemselens dyb. “Grønske” – udtalt med “ske” som i “trøske” – kom til mig, da jeg i en formiddagsstund hyggede mig med en fortælling af Astrid Ehrencron-Kidde (1871-1960). En værre historie om en ungersvend, der drukner i en grønsket kanal, trukket derned af et tårnurs lod. Ja, det faldt i hans lod at bøde for et drab, som han, slagen af elskov, havde begået.

I Norge kan grønske også være irriterende grønne pletter på tøj og terrasse, mens vi i Danmark forbinder den med den grønne suppe på søer og damme. Grønsken kan desuden sætte sig på pæle og både. Ordet er kendt fra cirka 1450, hvoraf vi kan udlede, at de grønne alger ikke er et nyere fænomen.

Det er ikke godt at vide, hvordan Viborgsøerne havde det med alger i middelalderen. Næppe så voldsomt som nu, endskønt den uhumske bys latriner og grebninger har sendt strømme af næring ad Viborgsøerne til. Det er, som om det hvert år kommer bag på os, at varme giver søerne en mavepuster. Herligt er det heller ikke at skue og indsnuse.

At vandremuslingen voldsomt vinder frem i Viborgsøerne, kan give håb, thi den kan gøre kål på “grønkålssuppen”. Den er en effektiv pumpe og gnuffer de grønne alger i sig, så det er en lyst; den kunne ligne en gave til vandmiljøet.

På den anden side er den som en invasiv djævel ved at udkonkurrere den gamle bestand af muslinger. I det hele taget kan den skabe en ny ubalance i gamle ubalance. Vi ser allerede flere blishøns og dykænder. Deres livret er nemlig vandremuslinger.

De giftige blågrønne alger holder den sig klogeligt fra. Ergo skal miljøets forkæmpere ikke forlade sig på vandremuslingen som den frelsende engel.

Vi kan nok se frem til at kunne spise flere geddefrikadeller. Gedderne bruger synet, når de jager. Jo klarere vand, jo flere gedder. Jørn Kristensen, Viborgsøernes sikre stemme gennem en god menneskealder, siger dog, at Nørresø og Søndersø i forvejen har en pæn bestand af gedder, for i Viborg har gedden åbenbart lært at se stort på grønsken.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *