Med skam at melde havde jeg ikke før forleden studeret den firdobbelte rensedam i Helledalen øst for Nørresø. Igen lidt af en landvinding for det våde element.
Det er da godt tænkt at skabe et forløb med fire små søer i den lille smeltevandsdal, og det rustrøde spunsjern spiller meget godt sammen med den bynære natur. En sti og en lille bro fører vandreren gennem de fire søers land. En ny variation over temaet “regnvand”. I forvejen kan vi fremvise Sønæs og Nørremølle Enge.
30 år er efterhånden gået, siden studerende og forskere fra Aalborg Universitet målte sig frem til, at et regnvandsbassin også kan have en rensende effekt. Forsøgsobjektet var endda bassinet i Granada-skoven i dalen lidt nord for Helledalen. Rensedammen nærmst opfandt sig selv.
Midt i 1960’erne begyndte Viborg at adskille regnvand og spildevand. Før da løb masserne i én og samme ledning. Ret tit måtte Viborgsøerne og kældrene holde for, når den fælles ledning ikke kunne rumme mere. Endnu er byen ikke helt fri for den gammeldags fælleskloak.
Fra én af mine allerførste historietimer husker jeg, at middelalderbyer som Viborg var forsynet med “borgmestersten”, som folk med sart fodtøj kunne træde på, når de skulle passere de uhumske rendestene. I 1881 fik Viborg sin første kloakledning. Den gik gennem St. Sct. Hans Gade og St. Sct. Mikkels Gade til Sindssygehospitalet og derfra som en muret grøft til Søndersø. Ledningen var mest til spildevand fra et brænderi og et farveri. Jeg har hørt sige, at det endnu er til at spore farverne på Søndersøs bund.
I 1911 fik den nytiltrådte amtmand Howard Grøn som den første i byen lov til at installere et vandskyllende toilet. Af frygt for, at flere ville følge denne dille, forlangte byrådet, at kummevandet endte i en septiktank. Ellers ville den snævre kloak få forstoppelse. I 1923 kunne borgerskabet tage sæde på 25 styk WC’er – og nu med adkomst til kloak.
Tilbage til Helledalen, som egentlig hedder Helvedesdalen. Sådan hed den også lige før første verdenskrig, da den var kendt som en lille idyl med lyngklædte bakker mod nord, en granskov mod syd og enge ved søen. Det er ellers hævdet, at den så helvedes mørk og uhyggelig ud, og at navnet skulle komme heraf. Mere kedeligt hedder det sig, at navnet kommer af “Hølvad” for en sump med et vadested.
Haveejere er begyndt at romantisere en tilpas blanding af urin og vand. De gøder med “guldvand”. Andre går mere ind for at sende regnens tvivlsomme blandinger ad helvede til.