Som mænd ved …

Borgvolds kanal er langtfra en voldgrav, men markerer meget godt en del af det gamle forløb.

Ethvert ord indeholder mere end som så. Haps et ord og pres saften ud af det. Det kan svare sig. En gratis livssaft venter.

Vi snupper “tilegne”. Når vi “tilegner os noget”, gør vi noget til vores eget. “Tilegne” er det mirakel, der sker, når vi lukker noget fremmed fra den store verden ind i vores helt personlige forrådskammer og mærker, at her hører det til.

Med ordene som guide kan vi tilegne os det utroligste. Jeg troede for eksempel ikke lige, at ordet “såmænd” skulle gøre mig klogere på Viborgs historie.

Sprogfolk er i vildrede med, hvoraf det kom, at kong Erik den Sjette (1274-1319) fik tilnavnet “Menved”. Nogle mener, at det kommer af det gamle ord “menvætte”, der nærmest betyder “et skarn”, og det kan rigtignok fint passe på manden, skal vi tro de gyselige beretninger om hans færd.

På Erik Menveds tid var “som mænd ved” en gangbar vending, der egnede sig til at slå noget fast: “Som alle ved.” Heraf har “såmænd” sin rod. Efter sigende brugte Erik vendingen så flittigt, at han kom til at hedde “Mændved”. Hm.

Erik Menved er kendt som manden, der lod borgen på toppen af Borgvold-bakken bygge. Det var i 1313, og kongen havde netop nedkæmpet et nørrejysk oprør, der var udtænkt på Viborg Ting. Jyderne var utilfredse med, at de med høje skatter skulle finansiere kongens erobringstogter i det nordtyske.

Sammen med Kalø og to andre jyske borge skulle Borgvold-borgen skræmme jyderne. Ifølge den nok ikke helt neutrale Sjællandske Krønike betvang han med sine tvangsborge “jydernes gamle stivsind”.

Fra Ribeårbogen ved vi, at borgen i Viborg lå nær Sct. Villads Kirke, men ellers ligger borgens historie hen i mørke. Den historisk interesserede etatsråd Gottlieb Bruun fra Asmildkloster gravede i 1889 på Borgvolds bakketop. Seks skeletter, en kanonkugle og nogle rester efter fundamenter var det forholdsvis beskedne udbytte.

Om der lå en borg i forvejen, og om borgen kom væk allerede lige efter Erik Menveds død, ved vi ikke. For nogle år siden åbenbarede et kloakarbejde nogle træstumper lige sydvest for bakken. Deres sæt af årringe viste, at træet var fældet i 1314. Det passer meget godt med en bro over voldgraven netop her.

Historikere er bredt enige om, at borgen havde en voldgrav, og at borgbyggerne hentede vandet ved at stemme op ved Søndersøs udløb. Den dag i dag gør dæmningen her vandstanden to meter højere end den naturligt givne.

Det var også i de år, at bynavnet “Vibjerg” skiftede til “Viborg”. Det ligner et mønster. Såmænd.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *