Noget af det herlige ved Viborg er, at danmarkshistorien og lokalhistorien netop her har så mange krydspunkter. Hør hid, kære læser.
En sluttet flok skrev danmarkshistorie i Viborgs bispegård, der på de tider havde til huse i klosterbygningerne nord for domkirken. Det var den 21. december 1522, at biskop Jørgen Friis var vært for nogle få biskopper og stormænd. Blot ni navne på et stykke papir kom til at fælde Christian den Anden.
De sammensvorne i Viborg satsede på fyrst Frederik i Slesvig, Christians farbror, som ny konge. På mødet fik landsdommer Mogens Munk fra Viborg til opgave at forhandle med fyrsten. Christian den Anden havde året før givet Mogens Munk den magtfulde og indbringende post, vel håbende på en sikker røst i det jyske. Men godmorgen. Landsdommeren viste sig at være mester i at vende sig, så han altid havde tidens vind i ryggen.
Udsendingen fra Viborg havde held. Så meget, at deltagerne i Viborg Landsting den 22. januar 1523 turde binde an med at opsige kongen deres huldskab og troskab. Mogens Munk holdt en brandtale, da landstinget kort efter, den 26. marts, hyldede fyrsten som Frederik den Første. Tinget foretog en rituel afbrænding af Christian den Andens love. I en lille parentes indskyder vi, at Mogens Munk hermed elegant gjorde sig fri af de to meddommere, Christian havde belemret ham med.
Hos bønderne ulmede oprøret. De så den detroniserede Christian som en frelser. I landsdommeren fandt de den lokale skurk, og hans rolle som toldopkræver ophøjede ham ikke ligefrem. På Sct. Mouritii Marked den 22. september 1531 truede bønderne fru Karen Munk med det værste, og på tingdagen den 7. oktober samlede efter sigende over 1000 bønder sig i Viborg for at spille med musklerne.
I mellemtiden havde Viborg og en kongebeskyttet Hans Tausen overstået en reformation med borgerskabet som drivende kraft. En mut biskop Jørgen Friis skal have udtalt, at han ønskede at være en djævel, der i Helvede kunne plage Frederik den Førstes sjæl.
Mogens Munk forføjede sig til Volstrup ved Venø Bugt. Godset hørte under bispestolen i Ribe, og biskop Iver Munk, Mogens’ bror, havde været så venlig at forlene brormand med denne passende bolig. For en tid måtte han nedlægge dommerhvervet og overlade dette til den noget mere diplomatiske Jens Hvas.
Denne Jens Hvas var som en ond ånd for Mogens Munk, skønt han pænt trådte tilbage, da Mogens Munk igen var på plads i Viborg. Efter at Christian den Tredje i 1334 havde ladet sig hylde, fik Hvas for tredje gang rollen som Munks sidemand. Så kom borgerkrigen “Grevens fejde”.
Jens Hvas kom lidt uheldigt til at stå på grev Christoffers, bondefører Clements og ekskong Christians side. Mogens Munk viste ingen nåde, da han forestod slutopgøret på Gammeltorv i Viborg. Den 9. september 1536 gjorde rettergangen Skipper Clement et hoved kortere. Hovedet med blykrone endte på en stage, mens den radbrækkede krop kom på hjul og stejle. Jens Hvas skal også have været blandt dem, der måtte lade livet på Gammeltorv.
Allerede i 1523 havde Mogens Munk fået plads blandt de mægtigste i Rigsrådet, og han var på vinderholdet, lige til han trak sig tilbage i 1542. I 1541 nåede han lige at deltage i forhandlingerne i Brømsebro. Det var her, svogrene og kongerne Gustav Vasa af Sverige og Christian den Tredje af Danmark-Norge underskrev en freds- og samarbejdsaftale. Nordisk fred i vor tid … Men den holdt ikke længe.
Det må være nok for denne gang.