Forskellen mellem domkirkekvarterets normalt så tilbagetrukne ro og Sct. Ibs Gades rødfeltede puls er slående. Men for ikke så forfærdelig mange år siden var Sct. Ibs Gade blot en forsigtig tankestreg mellem Ll. Sct. Mikkels Gade og Sct. Kjelds Gade.
I slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne fik den gamle Nedergade en overordnet rolle som en del af midtbyens østre ringgade. De nye lysregulerede kryds ved hver ende krævede albuerum, og gaden skulle have en vis spændvidde. Nogle villaer og en lille tandrække af ældre byhuse måtte falde. Kviksølvlamper på megahøje standere kom op.
Mest ondt i folkesjælen gjorde det nok, da det berømte mødested “Rundebænken” med tilhørende lindetræ i 1968 var det første offer. Et nært familiemedlem var i byrådet med til at tage beslutningen. Opinionen var ikke blid.
Sct. Ibs Gade har i forskellige former optrådt som en del af middelalderens gadenet og som Hærvejens forlængede arm mod nord. Den har navn efter Sct. Ibs Kirke, som måske lå lige syd for Rosenstræde mellem Sct. Nicolaj Gade og Sct. Ibs Gade. Gaden har historien på sin side, men har aldrig kunnet stå mål med Sct. Mogens Gade lidt højere oppe. Dens byport var heller ikke så fin.
Et nødvendigt offer for, at domkirkekvarteret kunne beholde sin ophøjede ro. Til gengæld skylder vi den, at vi forstår at trække næring af historiens dybe, stille ro. Jeg plejer at sige, at Viborg bag sine gamle volde er stor nok til at have to midtbyer: handelsbyen og dvælebyen.
Tag en slentretur i dvælebyen og send en venlig tanke til Sct. Ibs Gade. Gå med dette lille citat af Søren Kierkegaard:
“… Hvad udretter de vel, disse travle hastværkere? Går det dem ikke, som det gik den kone, der i befippelse over, at der var ildløs i huset, reddede ildtangen? Hvad mere redder de vel ud af livets store ildebrand?