Han gik og grabsede ting og sager fra andre, gjorde han. Dyner, puder, lagner, en sølvske, en kobberkedel, en økse, et spejl med brun ramme og en kalkun. Og så havde han en forskruet idé om, at han ved at brænde sit faldefærdige hus af kunne få et nyt og bedre.
Vi er tilbage i Viborg sidst i 1700-årene. Stedet er Store Bradepande, nu kendt som St. Sct. Peder Stræde. På strædets nordside bor vores hovedperson, slagter Jacob Weftrup.
Da øvrigheden i 1781 tog ham og lagde ham i jern, var årsagen hans tyvagtighed. Men da Jacob Weftrup var mør, erkendte han, at han to gange i 1777 havde sat fyr i huse. Den første gang gik det ikke så galt, men den anden gang nedbrændte både hans egen gård og de nærliggende.
Tilsyneladende bragte han ikke liv i fare, skønt ugerningerne fandt sted ved nattetide. Denne detalje kom til at koste ham hovedet, og i dommen stod han – set med dagens øjne – helt misvisende som “mordbrænder”.
Vi skal helt tilbage til Jydske Lov fra 1241 for at finde en forklaring. I loven hedder det om mordbrand: “Det er mordbrand, hvis en mand enten ved nattetid eller i løndom drager hen og sætter ild på en anden mands hus.” Dommen er hård. Misdæderen skal “have sin hals forbrudt”. Med andre ord: af med roen. Først med straffeloven fra 1866 kommer det mere retvisende ord “brandstiftelse” ind i juraen.
Sagen går den slagne gang gennem byting, landsting og Højesteret. Ingen slinger i valsen. Den 9. april 1782 halshugger skarpretteren ham, og dødningen kommer på bålet. 57 år fik han på denne jord.
Historien om kalkuntyven, der endte som mordbrænder, kunne slutte her. Men nej. Ved en sådan henrettelse skulle borgervæbningen underholde med lidt eksercits. Medlemmerne var ikke ferme som soldater, så de måtte øve sig. På vej til øvelsen kom én af deltagerne til at affyre et vådeskud. Smedelærling Marius Winde mistede livet. Mordbranden uden mord kom alligevel til at koste et liv.
En forbandelse rugede over forløbet med henrettelse og vådeskud. Folk på markederne kunne købe en skillingsvise om mordbrænderens liv og død. Jacob Weftrup må have stået som en mytisk figur.
Nok båret af stemningen gjorde stiftsprovst Ursin i sin Viborg-historie fra 1849 Jacob Weftrup til den skyldige i en brand, der den 5. juni 1782 udraderede seks gårde og 11 huse i St. Sct. Mikkels Gade. Sikke dog magiske evner at have – at være pyroman næsten to måneder efter sin død.