“Ultima latet” var en meget brugt inskription på gamle dages lommeure. “Den sidste time er skjult.” Så sandt, men alligevel ikke rart at få en påmindelse om, at klokken senere falder i slag, når det blot gælder nuet.
Søfolkene havde deres klabautermand, skibsspøgelset, der kunne varsle om skibbrud og død. I de blide versioner var klabautermanden en ret venlig trold med rødt hår og grønne tænder. I værre udgaver var han en benrad i olietøj og med tanghår.
Overalt støder vi på disse varsler og påmindelser. “Det er senere, end du tror,” læser vi på Den Kinesiske Mur.
Nogle kirker fik for århundreder tilbage benhuse. I benhuset kunne graveren lægge skeletdele, som han gravede op for at få plads til nye dødninge. Sådanne benhuse havde et praktisk formål. Desuden lå de som et memento mori, altså et varsel om døden. I tilgift tænkte vel nogen, at det var meget godt, at benene var disponible til den yderste dag.
Vi hører, at reformator Hans Tausen på et tidspunkt taler fra døråbningen i Gråbrødre Kirkes benhus, idet folket fylder kirkegården med liv.
På Sortebrødre Kirke sidder en megetsigende plade i det nordre sideskibs vestgavl. Den er med inskription. Øverst en kendt formaning fra Siraks Bog: “Hodie mihi, cras tibi.” På godt dansk: “I dag mig, i morgen dig.” Derunder læser vi, at benhuset er fra 1634, og at det er bekostet af borger Christen Hjarbek og hustru Anne Christensdatter.
I to omgange, 1646-1649 og 1659-1666, var Christen rådmand i Viborg. Nævnte Anne var hans første hustru, Birgitte Bertelsdatter nummer to. Det er vel, hvad vi ved om den sag.
Den sidste begravelse ved kirken fandt sted i 1808, og i 1847 var det slut med kirkegården. Benhuset fik først dødsstødet, da kirken for lidt over 100 år siden var gennem en større renovering, men pladen fik lov til at sidde på stedet som et minde.
Hjørnet med pladen og de manende ord var tænkt som et stoppested på byvandringen “Åh, disse minder” forleden, men så langt kom det gode selskab nu ikke. Tiden var ikke dertil.