“Vilhelm Julius” er et oplagt navn til en velkrydret juleøl. En ganens fryd med en noget svimlende alkoholstyrke, der dog får modvægt af kanel, kardemomme og lakrids. På vanlig vis har Viborg Bryghus tilsat et pænt drys lokalhistorie.
Justitsråd Vilhelm Julius Zingelmann var kongelig udnævnt borgmester i Viborg fra 1852 til 1865. Politimester og byfoged (dommer) var han også. En tilsyneladende tør og retskaffen mand. En underlig snegl. Ugift og boede hos sin gamle mor. En legemssvag mand med hypokondriske tendenser.
Under krigen 1848-1850 fik han rang af kaptajn og et ridderkors. En patriot af rang. Han havde sin gang i det højere borgerskabs Viborg Klub. Her oplevede klubfællerne ham glimtvis som et yderst medlevende menneske.
Sammen med jurist Henrik Wulff, der var hans førstefuldmægtig, ventede han spændt på tyskens komme, efter at styrken var brudt gennem Dybbøls skanser. Den 26. april 1864 var dagen. Fra en udkigspost ved Sortebrødre Kirke kunne Henrik Wulff i sin kikkert observere den talrige styrke, der med vajende faner, klingende spil og glimtende våben i den solbeskinnede dag kom marcherende fra Rindsholm.
Sit kontor havde Vilhelm Julius Zingelmann på førtesalen af købmand Vaters ejendom på det nordvestlige hjørne af Vestergade og Nytorv. Herfra kunne borgmesteren og fuldmægtigen observere, at fjenden stillede an på Nytorv med en frygtindgydende styrke. Den preussisk-østrigske alliance indtog Viborg med i alt 11.000 mand.
Og så var det, at borgmesteren nægtede at gå ned på torvet for at hilse på general, grev Münster. Zingelmann havde iført sig sin uniform med tilhørende trekantet hat og ridderkors. Storsmilende steg Münster af sin hest og gik op til den stejle borgmester. Her fik han klar besked om, at Viborg ville forpleje og huse soldaterne, som folkeretten bød, men heller ikke mere. Da Zingelmann senere krydsede torvet, gjorde hele paraden honnør for ham. En lille sejr til Viborg, og byen beundrede ham for den.
Senere under den seks måneder lange besættelse fik Viborg ordre om at betale 135.000 kroner som byens del af en erstatning for de skibe og ladninger, Danmark havde taget. Dem nægtede byen at betale. Lige lidt hjalp det, at tysken tog nogle gidsler. De skulle til Rendsborg, men nåede ikke længere end Randers, før det hele gik i sig selv. Men Zingelmann var smækfornærmet over, at han ikke var fundet værdig til at være gidsel.
Efter nogen tid satte tyskerne sig på administrationen og udbad sig byens skatteindtægter. Igen var borgmesteren på barrikaderne. Det kunne der ikke være tale om. Den 26. juni troppede toppen af kransekagen, general og guvernør Vogel von Falckenstein op i Viborg. Atter iført uniform og ridderkorps passede Zingelmann ham op på rådhusets trappe og udbad sig en samtale under fire øjne. Vogel von Falckenstein dømte Viborg til at betale 50 procent ekstra. Under et voldsomt skænderi i rådhussalen klandrede borgmesteren den mægtige kriger for, at straffen ikke var målrettet byens førstemand, borgmesteren.
Den danske regering tvang Viborg til at betale. Vilhelm Julius Zingelmann, den stædige rad, lod sin fuldmægtig om at klare formaliteterne. Bøden kom vistnok tilbage i Viborgs kasse, da freden sænkede sig.
Alt i alt var Vilhelm Julius en hædersmand, som er værd at skåle for.