Jeg husker tilbage til tiden, da rundstykker var rundstykker. Husker, hvordan bager Laursen på Randersvej stolt fremviste dagens første plade med glohede rundstykker til dagens første kunde. “De er som smurt i Sadolin,” noterede han.
De var forholdsvis små. Ikke store og oppustede. Intense i smagen. Men først og fremmest var de slet og ret “rundstykker”. Bevares; dengang kunne vi også få horn, gifler, kryddere og tebirkes. I dag er typerne så mange, at jeg slet ikke kan hitte rede på dem.
Udbuddet er nu så stort, at rundstykkerne hos vores i øvrigt udmærkede bager i Houlkær bærer skiltet “alm. rundstykke”. “Seks almindelige rundstykker,” siger jeg. “Hvilke skal det være?” spørger bagerjomfruen. “Jo, altså almindelige.” “Nå, helt almindelige.” “Altså almindelig almindelige,” slutter jeg med et lille ordspil konversationen og får seks styk fra kurven med “alm. rundstykke”.
For mange står rundstykker som søndagskost. “Almindelig” smager ikke desto mindre af hverdag. Af fælles, bundsolide konventioner. Uden weekendens rundstykker er jeg som mytologiens Antaeus, der tabte síne ellers uanede kræfter, da han mistede jordforbindelsen. Jeg har det som Dan Turèll, da han følte sig kaldet til at skrive sin “Hyldest til hverdagen”: “Hold da helt ferie, hvor jeg holder af hverdagen.”
Mit første møde med det almene var nok på Vestre Skole, der efter femte klasse lagde op til at dele årgangen i en “boglig” og en “almen” linje. Slut med den uskyldige barndom, thi allerede nu begyndte voksenalderens båsesystem. Ud fra “standpunkt, evner og interesser” skulle børnenes veje skilles. Som noget enestående ville årgangens forældre det anderledes. De havde mulighed for at stemme om sagen og stemte for endnu to udelte skoleår. Men for mig stod “almen” i flere år derefter som noget andenrangs.
For nogle år siden kunne selskabet Alm. Brand fremvise et kanonregnskab og udsendte en pressemeddelelse med overskriften “Ualmindelig godt resultat”. Det var vel dengang, almenhedens gamle brandforsikring betjente sig af sloganet “Vi er ikke helt almindelige”. Stednavne som Almind og Almindingen vidner også om fællesskabets styrke og sikre havn. Ligeså med de almene boligselskaber.
I dagbogen “Vejrdage” fra 1980 skriver Villy Sørensen: “Men de sædvanlige dage med hverdagsvejr, de lunkne, de grå, de triste, de minder så meget om så mange andre, at de slet ikke minder om nogen.”
Jeg kan heller ikke kende det ene “alm. rundstykke” fra det andet. Men ih, hvor de smager.