At fejle er menneskeligt, og når en skribent giver sætternissen skylden for en “stavefjel”, holder vi os stadig inden for det menneskelige.
Hvor kan det være befriende med et par gode stave- og slåfejl. Bare slå dig løs, kære trykfejlsdjævel. Her er et menneske på spil, ej en hjertekold robot og en håndfuld åndsforladte tekstskabeloner. Når en tekst er uberørt af menneskehjerne, er hjertevarmen tæt på det absolutte nulpunkt.
Alt naturligvis med måde, og jeg kan ikke sige mig fri for, at det er som en støvlehæl mod en podagratå, hver gang jeg skuer en fejl i egne tekster. På det seneste har jeg præsteret overskriften “De frillige holder maskineriet i gang” og “pargamentrullen” i en brødsats. Begge i bøger, så jeg kan ikke engang trøste mig med, at fiskehandleren snart bruger fejlene til at lægge omkring fiskene.
Småtingsafdelingen. Når jeg et øjeblik har sundet mig, føler jeg mig på lige med bageren, der gør sig umage med sine “vanilliekranse”. Uhm, hvor de altså smager af god vanilje, og det er hovedsagen. Lad blot guderne om at være fuldkomne. Nogle mennesker påstår, at de bevidst begår nogle fejl, hvormed de skilter med den menneskelige faktor. Måske en efterrationalisering, men ligegodt.
Jeg kan ikke på stående fod huske, om det var Madam Mangor eller Emma Gad, der anbefalede husmoderen at lade som ingenting, dersom saucen klumpede og skilte. Udbasunerede hun fadæsen, ville gæsterne og deres efterkommere i mange led huske den, mens tavsheden snart ville drukne den i glemselens hav.
Når vi taler om “ammen i kirken” og om at “gøre døren høj og porten hvid”, gibber det i selv en forhærdet sætternisse. Derimod kan han klukle ad “konetro sønderjyder”, “kornprinsen”, “testikelmesse” og “to bortadopterede ben”.
I en del år havde jeg kontor i salig redaktør Wellejus’ tidligere soveværelse. Theodor Wellejus, folkebladets chefredaktør fra 1927 til 1962 og tillige Viborg-borgmester fra 1958 til 1962, holdt et vågent øje med danske avisers trykfejl, og hans lille bog “Trykfejl” er et resultat deraf. Vi kan læse om slagteren, der var tiltalt for at blande kattekød i farsen. Ikke nok med det, “også konen var indblandet”. Eller hvad med “Det er så syndigt at følges ad”?
I en nekrolog kom Wellejus for skade at omtale “en kedelig bror”, hvor han mente “kødelig”. Trykfejl er sjældent kedelige.