En lidt skævhjernet kollega var for en del år siden overbevist om, at stumper af Nørresøs østre bred havde unddraget sig kartografernes opmærksomhed. Som en anden Vasco da Gama planlagde han en opdagelsesrejse i robåd, medbringende en rulle med de mangelfulde kort.
Jeg husker ærlig talt ikke, om han gjorde alvor af det. Tror det egentlig ikke. Men jeg har sendt ham en venlig tanke, efter at jeg gennem adskillige måneder har observeret et skummelt udseende fartøj, der i halvforlist stand vugger ved samme søbred.
Et værre rodsammen kendetegner det lille fartøj, og en stump af politiets markeringsbånd virker ikke overbevisende. Snarere havde et sørøverflag været på sin plads. Måske havde historieskriver Erichsøn uret, da han for tre århundreder siden bemærkede, at indlandsbyen Viborg som et stort plus ikke var hjemsøgt af sørøvere.
Vi ser for os sørøverkaptajn Calico Jack og hans iltre hjælpere, sørøverkvinderne Anne Bonney og Mary Read. “Det er en Guds lykke, vi har udsigt til at blive hængt, for ellers ville enhver skurkagtig kaptajn blive pirat og tage brødet ud af munden på modige mænd,” erklærede Mary Read, der på det tidspunkt var klædt ud som mand.
Nogen hurtiggående Coronet Dagcruiser 21 er båden så langtfra. Det var en sådan, smuglerkongen Bent “Ricardo” Madsen i 1960’erne og 1970’erne havde en forkærlighed for, da han smuglede sprut og cigaretter over Østersøen. Værftet spillede med og brugte sloganet: “Ni ud af 10 smuglere foretrækker Dagcruiser 21.”
Hvorfor nu bringe Bent Ricardo på banen i denne sammenhæng? Jo, for han vakte stor lokal bestyrtelse, da han omkring 1980 købte et hus i Lyngdalen, ikke mange stenkast fra vores lille båd. Lige op ad landsdommeren og politimesteren. Det blev der talt meget om.
Her i Viborg må vi slå os til tåls med de små skvulp i søkanten og lade arbejderforfatteren Carl Heinrich Petersen få slutreplikken: “Viborg er noget lort, klassemæssigt, politisk og åndeligt. Vi har ingen havn, så vi savner både søfolk, havnearbejdere og skibsværftsarbejdere.”