Et lysthus må ikke være stort. Det skal ligge afsides, men alligevel være let at komme til. Det skal ej blot være til lyst, men også til den stille eftertænksomhed.
Nogle forfattere trækker sig tilbage til skrivehytten, når de skal fæstne deres tanker. Jo mindre, jo større tanker. Et kolonihavehus kan gøre det. Måske endda et skur.
De færreste har set Rektors Lysthus i Latinerhaven indefra. At det alligevel har en så høj stjerne hos viborgenserne, må bero på, at det i kombination med den fine lysthave skaber de rette vibrationer.
Forleden åbnede Viborg Bryghus det i et par eftermiddagstimer for at præsentere Marie Grubbe-porteren – den med kirsebær og sherry. Arrangøren serverede også Bach i celloudgave og Viborg i essayform, hvilket gjorde sig i det intime rum. Mere af samme slags, straks. Blot skammeligt at opleve, at den fredede bygning er i frit forfald. Loftet er ved at falde ned.
I 1938 trillede kommunen det to meter ind i haven, fordi det lå i vejen for den opsvulmende trafik, men siden er ikke mange kommunale skillinger trillet til den side.
Jeg læste i den nye Trap-udgave for Viborg Kommune, at lysthuset er fra 1780. Det passer nu ikke, men skidt pyt. Først i 1783 fik underviserne i nabohuset – latinskolen – den idé, at de kunne indrette den skæmmende brandtomt mod syd som en have til nytte og pryd. Her lå indtil storbranden i 1726 tre store gårde, men ingen havde turdet binde an med at genopføre dem.
For et lån på 450 rigsdaler fra skolens kasse sørgede de gæve lærere for at indrette haven. Stengærdet med lindetræerne er fra den tid. Konrektor fik den sydligste del. Mellem 1799 og 1806 var Jacob Tetens konrektor, og han opførte på sin del lysthuset. Jeg har hørt sige, at det må være i familie med Sct. Mogens Gade 8, der stod færdigt sidst i 1798.
Det skulle ikke undre, hvis bygmester Stilling lige koblede af med det lille lysthus efter det store byggeri, som nu er Morvilles Gård. Det ser ud til, at bygmester Hödrich efterlod en fin tegning, han kunne følge. Det ottekantede lysthus ligner på en prik det, Hödrich mange år før skitserede.
Allerede i 1808 forsøgte den afgåede konrektor at sælge lysthuset til skolen, men først i oktober 1830 overtog skolen det officielt. Nu var det rektors lille helle. Deraf navnet. Til “uskyldig og nødvendig rekreation,” som det hed. Skolen havde i de år under 30 elever, så en nybagt årgang af studenter kunne mageligt bænke sig i lysthuset til en gang jordbær med fløde.
I samarbejde med arkitekt Thomas Pedersen udtænkte Viborg-kunstneren Sergei Sviatchenko for år tilbage en slags lysthus, som skulle ligge ved Søndersøs nordvestre bred. Et sted til ud- og indsigt. Det blev ved tanken.
Da Erling Østergaard i 2010 sluttede sin gerning som Viborg Katedralskoles rektor, videregav han en plan for et moderne Rektors Lysthus på skolens grund. Ny Carlsbergfondet var med på idéen om et retrætested en miniature, og kunstneren Olafur Eliasson var kørt i stilling. Det blev ved tanken.
Men vi har Rektors Lysthus i Latinerhaven. Det fortjener mere end en tanke.