“Viborg skal ikke have en motorvej. Viborg skal have en god vej.” Sagt for en pæn del år siden, da jeg deltog i et lille frokostmøde. Ordene kom ud af munden på én af Folketingets trafikordførere; jeg husker ikke hvilken. Men hendes ord prentede sig ind i ihukommelsen.
Sagen er jo, at Viborg ikke i sig selv kan bære en Hærvejsmotorvej. Trafikken på hovedvej 13 lidt syd for Viborg overstiger næppe 7000 biler i døgnet. Norden for byen er den ikke stort større. Med andre ord skal Viborg lade sig belemre med støj og dunst fra mange os ganske uvedkommende biler. En sådan motorvej skal nemlig snuppe transittrafikken mellem Aalborg og Vejle.
Før vi fik motorvejen mod øst, bar hovedvej 13 denne gennemkørende trafik. Sikke mange lastbiler – og sikke en ferietrafik. Da jeg var dreng, stillede vi os nogle gange ved ringvejen for at studere de mange udenlandske biler, når sommerferien satte ind.
Som vejene er i dag, sparer bilisten syv kilometer ved at vælge primærrute 13 over Viborg frem for motorvejen. Dengang var valget endnu mere oplagt, fordi transittrafikken slap fri af de østjyske byer og en tæt lokaltrafik byerne imellem.
Kan ikke lade være med at tænke på, hvordan Viborg i dag havde været stillet, hvis vi fra første færd havde satset hele butikken på “den gode vej” frem for et stykke indviklet landsplanlægning, der tilmed er grundigt syltet ind i politiske hensyn.
“Fra porten i Danevirke søgte den tusindårige Hærvej møjsommeligt frem gennem Jyllands indre med Viborg som mål, og herfra udstrålede atter færdselsårer mod alle verdenshjørner. Naturen selv havde bygget bro, så øst og vest, nord og syd forholdsvis let kunne mødes,” skriver museumsinspektør Hugo Matthiessen i sin fine bog “Viborg-Veje” fra 1933.
Endnu i 1933 var Viborgs naturgivne position som Jyllands store vejkryds ret uantastet. Den holdt helt frem til slutningen af 1960’erne. Da jeg i 1969 så filmen “Balladen om Carl-Henning”, bed jeg stolt mærke i en sekvens, hvori vejen over Viborg er på tale.
“Nu er vi så nær Viborg,” sagde manden, der holdt i Aalborg. Talemåder som disse var førhen ikke ualmindelige. Men tiderne skifter.
For nogle år siden viste en undersøgelse, at turister meget gerne fravælger motorvejen, fordi de forbinder en god tosporet vej med nærvær. Det er slet ikke så dårligt at skynde sig langsomt.
Hvor kunne det være dejligt provokerende at gå imod strømmen. At markedsføre Viborg som “motorvejsfri zone”. “Gør som studene – de kommer også frem.” Et andet navn for Hærvejen er jo Studevejen.
På det seneste har jeg læst en kendt viborgensers erindringer. Det slog mig, at hun ved sit engagement har trukket myriader af folk fra ind- og udland til Viborg. De har med garanti ikke spurgt til, om vejen til Viborg var to- eller firesporet. Værdier af den slags er i en helt anden klasse. Og er ikke af vejen.