Det var nok egentlig den klistrede klump af Salmiakki-pastiller, der fik mig på den tanke, at jeg bare måtte gå en tur i Undallslund. Fazer-lakridsen havde sat sig fast i bunden af venstre frakkelomme.
Da jeg var dreng, gik jeg ikke så sjældent med en æske Salmiakki i lommen. Også dengang må æsken have haft en uskik med at lække pastiller. Det lille ekstra lommelager kunne være en glædelig overraskelse, når æsken var tom. Sådan ikke nu. Men klisterklumpen fik altså tanken til at gøre et hop til drengeårenes røvere og soldater i Undallslund.
Undallslund, der stadig i 1960’erne fremstod som en rigtig granplantage, var lidt uhyggelig, men med Bredemose som et forsonende element. Her kunne vi også godt finde på at løbe på skøjter mellem tuer og hængesæk. Ikke mange af de gamle kæmper er tilbage. Nutidens 215 hektar store skov er en blandet forestilling, idet de løvfældende vækster vinder frem. Nogle højst varierede mærkede ruter byder sig til.
Sammen med Skrikes Plantage, Neckelmanns Plantage og Margrethelund udgør Undallslund et samlet grønt bælte på i alt 480 hektar. Da de fire fra midten af 1800-tallet og en snes år frem voksede op, afløste de “lyngkraven” på Viborgs enorme bymark. Det meste lå da hen som hede, men længere tilbage var Viborgegnen skovrig. Margrethelund er således en meget gammel egeskov fra før rovhugstens tid.
Venlige tanker til legatstifter Julius Skrike, tugthusdirektør Laurits Christian von Undall (og hans straffefanger), overretsprokurator Carl Neckelmann og justitssekretær Georg Morville, der så fremsynet gav hedesagen grokraft.
Der er nu noget med mennesker og træer. Når vi tre gange banker under træbordet for at holde grimme hændelser på afstand, er det en gammel besværgelse, som oprindelig har været knyttet til Jesu kors, altertavler af træ og kirkedøre. Vi påkalder os træets kraft. “Knock on wood” siger de i England. I den nordiske mytologi dannede brødrene Odin, Vile og Ve de to første mennesker, Ask og Embla, af to træstammer.
Digter Horats skrev om “at vanke stille om i svale skove, tænkende på, hvad der sømmer sig for en klog og god mand”.
I solfaldsskær gik jeg den røde rute og undlod ikke at banke på en kleppert af et grantræ.