Sådan et skilt gad jeg godt eje. På min daglige rute til midtbyen stødte jeg i en lille måneds tid på det. Det gav tilsyneladende håndværkere lov til at parkere, akkurat som de lystede. Og lastbiler med løfteanordninger kunne blokere vejen, når det skulle være.
Et skilt med et udråbstegn. Det betyder “anden fare”, og det er sandt for dyden et vidt begreb. Men sikke en magt, der sidder i dette udråbstegn. Kun et bagbæst udsætter sig frivilligt for fare.
Da de gamle romere opfandt udråbstegnet, skulle det forstærke forfatterens udbrud af glæde. I nutidsdansk kan det stå efter udråb, ordrer, opfordringer, ønsker, tiltale og udbrud af forundring. Alligevel skulle vi helt frem til 1970, før det indtog skrivemaskinens tastatur.
“Et værdifuldt våben til at sætte kraft på et udsagn,” skriver et digitalt bureau. Min påstand er, at det har mistet sin kraft. Det skrivende folk har i de seneste år helt uhæmmet og med hovedet under armen brugt det.
Nogle kan ikke få nok og affyrer hele salver af det formastelige tegn. I dag er det intet værd. Det står som ellepigerne: forførende fortil, hule og tomme bagtil. Jeg bruger det kun, når jeg bringer citater med udråbstegn – altså andres udråbstegn.
“Af alle tegn er det dét, jeg bryder mig mindst om,” skriver den italienske forfatter Elena Ferrante i bogen “Det lejlighedsvise indfald – et år i klummer”.
“Et udråb burde være nemt at forstå, når man læser; der er ikke brug for at insistere med det tegn til sidst,” slår den kloge italiener fast og betror sin læser: “Jeg holder af beherskede toner, elskværdig begejstring, høflige indsigelser.”
Udråbstegnet kan stå som et tegn på armod, fordi skribenten ikke evnede at lægge kraften i ordene. Som om antallet af udråbstegn er et mål for, hvilke argumenter der er stærkest. Det er historien om Dalila og Samson om igen. Samsons kraft sad i håret, og han var kraftesløs, da Dalila klippede ham.
Lidt mere filosofisk er fornægtere af udråbstegn i pagt med taoisterne, når disse siger: “Dæmp dit lys, hvis du vil gå op i de andres mørke.”