Vi kom aldrig længere end til forventningens glæde. To bittesmå bakker med nye, danske kartofler var tiltænkt en central rolle i påskens lukulliske glæder. 60 kroner i alt.
Deres tynde hinde viste sig at dække over et umiskendeligt grønt skær. Ingen pardon. Grønne kartofler skal ud. De er berygtede for at indeholde gifte af værste skuffe. En himmerigsmundfuld skulle ikke være adgangsbillet til et helvede med mavekramper, bræksyge og diarré.
Stoikeren kom op mig. Den slags hændelser, som vi ikke selv kan styre, er tilværelsen fyldt med. Som alt, hvad der har med liv og gods at gøre, er de hverken gode eller onde. Dem kan vi bare sige “nåh” til – og ellers lade dem passe sig selv. Ondt og godt ligger i vores lille råderum. Hvordan vi opfatter og agerer.
“Dyrk det lidt, der er dit,” er en god morale. Her er hverken plads til grønne kartofler eller andre langt voldsommere ydre omstændigheder. Jeg iler med at tilføje, at den braiserede roastbeef var helt efter bogen. Den gjorde sig fint med de krydderkartofler, der i hast kom frem af fryseren.
I sin udmærkede bog om stoicisme, “Det hele handler ikke om dig”, bruger Niels Overgaard det hollandske tulipankrak som et eksempel på, hvordan tåber investerer alt, hvad de ejer og har, i noget, som de ikke selv kan kontrollere.
I 1630’ernes Holland var tulipanløg genstand for spekulation i den helt store stil. Spekulationen førte til verdens første økonomiske boble. Briste måtte den jo, og lige før det skete, modsvarede prisen på tre løg et pænt borgerhus.
I februar 1637 gik det galt. En ægte stoiker, der nu stod uden hjem, kan have nydt synet af tre yndefulde tulipaner, men her er vi ude i noget ret spekulativt. Nogle har i øvrigt sammenlignet tulipanløgene med bitcoins.
Hvert forår nyder jeg synet af en lille klynge tulipaner, der kommer af løg, som jeg ikke selv har lagt. Gratis glæder. Endnu er de grønne, men også når de står i fuldt flor, skal jeg nok lade være med at spise dem.