I én af sine underfundige tekster legede Peter Seeberg med den tanke, at Yggdrasil, den nordiske mytologis verdenstræ, havde sit grosted i Viborg.
Et gammelt kultsted som Viborg har i det mindste sine rødder dybt nede i den hedenske tradition, og da himlen er høj over Viborg, har livstræets himmelstræbende krone ikke behøvet at dukke hovedet.
Dragen Nidhug ligger og gnaver i den ene af Yggdrasils tre rødder, og i toppen holder ørnen Ræsvælg til. Mellem de to piler egernet Ratatosk – Gnavtand – som budbringeren. I ragnaroks luer brænder Yggdrasil og hele verden, og så kan det hele begynde forfra.
Svampesygdommen asketoptørre har i de seneste år truet som et ragnarok i horisonten. Det var imidlertid ikke så meget asketoptørren, der fik os til at hyre en dygtig savfører, så han kunne gøre det af med vores 25 år gamle asketræ. Det var fint og livskraftigt. Manden med motorsaven bedyrede da også, at det med asketoptørren nok var noget overdrevet. Men størrelsen.
“Træer hører hjemme i skoven,” sagde en formand for Viborg Byråds tekniske udvalg for nogle år siden. Han kunne af princip ikke lide bytræer. Lad os medgive ham, at træer godt kan gå hen at blive for voldsomme – og måske ligefrem være til fare – i en villahave eller et byrum. Kun Yggdrasil kan problemfrit vokse helt ind i himmelen.
I et lille essay, “Beskær, fæld og få udsyn”, gjorde Peter Olesen i Kristeligt Dagblad sig nogle tanker om den hårfine balance i haverne. Han kom også ind på, at udsigt kontra træer kan give krigslignende tilstande blandt villaejere. Hellige træer er et udbredt fænomen.
To tendenser præger også havefolket. Funktionalisterne kan ikke få det nøgent og enkelt nok. Natur i spændetrøje. Modsat med de vilde havers voksende skare. Den går ind for et mangefold af vækster og liv. Facebookgruppen “De vilde haver” har 15.500 medlemmer og er interessant at følge.
Vores lille Gnavtand har fundet andre af vores træer at vimse rundt i. For vi er ikke træfornægtere. Og ét er sikkert. “For de gamle, som faldt, er der ny overalt.”