Hvad har dog et enkeltstående hjertetræ, en glemt stenskulptur og en enkedronnings livlæge med hinanden at gøre? Jow, at de kom på tale efter en byvandring i det ældste Viborg.
Nu afdøde forfatter Per Højholt anbefalede vandrere at gå den samme tur hver dag, hvis de gik efter at opleve noget forskelligt fra gang til gang. Per Højholt tænkte nok mest på årets gang i naturen, men tippet må ligefuldt gælde for byvandringer.
“Taste them again for the first time,” opfordrer producenten af cornflakes så rammende. “Hver morgen er ny,” sagde en gammel rotte i journalistfaget.
Viborgs middelalderlige kvarterer er som en levende historiebog, og det skulle da stå meget sløjt til, om ikke enhver byvandring kastede noget nyt af sig, skønt kulisserne er de gammelkendte. Nuet spiller ind.
I Latinerhaven kom vi til at filosofere over, at kun ét af de karakteristiske hjertetræer står tilbage, hvilket er synd og skam. Det står helt uden frugter, men er ellers livskraftigt nok. Heldigvis bærer nogle hjertetræer på Borgvold frø. Da Viborg for nogle år siden førte sig frem som “Jyllands hjerte”, stod Latinerhavens hjertetræer som frugtbare symboler.
Én af deltagerne fik tændt sin historiske interesse af, at en fjern forfader var medikus i Jylland, ærkedegn ved Viborg Domkapitel og apoteker i Viborg. Vi taler om Johannes Paludan (1538-1615), der inden tiden i Viborg var enkedronning Dorotheas livlæge. Viborg Svaneapotek er fra 1573, og Paludan var fra 1577 og 10 år frem Viborg Svaneapoteks anden apoteker. “En højlærd mand” – som der stod på hans mindetavle i domkirken.
Borgvold nåede vi slet ikke ned til i denne runde. Men en anden af deltagerne prikkede mig alligevel på skulderen og bad mig love, at jeg fremover husker at nævne en ofte glemt stenskulptur. Den står på den lille kanalø. Måske derfor er skulpturen “Muko” af Elise Lukassen så overset.
10 unge kvinder udførte i 1988 hver sin stenskulptur, kyndigt vejledt af kunstnerne Bent Lynge Larsen og Laurids Kirkegaard. Resultatet af et halvt års arbejde var en “stenrute” rundt i byen og helt til Hald Hovedgaard.
Lige foran Borgvolds ø står “Agern” af Marianne Norris, der også var blandt de 10. 32 år er gået, men det er aldrig for sent at opleve noget for første gang.