Noget om kludetræer og andre træer

Den nationale cykelrute 3 – Hærvejsruten – på 451 kilometer og den internationale Eurovelo 3 – Pilgrimsruten – på 5122 kilometer følger Nørresøvej. I en stadig strøm kommer de moderne pilgrimme trampende, siddende på deres pakæsler.

De to kvinder, jeg forleden så, skulle nordenpå. Men de gjorde et hurtigt stop ved Nørresøvejs pryd, det prægtige bøgetræ mellem nummer 9 a og 11. Den ene skråede tilmed over vejen for at klappe den 80-årige kleppert.

Måske for at hente lidt af træets kraft, måske for at lade det suge nogle dårligdomme til sig. Måske bare for at føle alderens furer. Måske fik hun øje på det ar, som et lynnedslag for en del år siden efterlod sig, og som bare er vokset med tiden. Hvad ved jeg? Men det var med andagt.

Jeg gik straks hjem og læste Martin A. Hansens essay om “kludeegen” i Leestrup Skov ved Præstø. Kludetræer er også kendte fra andre egne. Nogle kalder dem “hultræer” – ikke at forveksle med hule træer – for deres stammer danner ofte et øje, som mennesker kan klemme sig igennem.

En liste fra 1932 omfattede 45 af disse “kloge træer” i Danmark. En informant fra Øster Bjerregrav kunne til folkemindesamleren Anker Tang Kristensen berette om et sådant træ i Fussing Skov. Nærmere Viborg har jeg ikke kunnet spore dem. Deres helbredende funktion var lidt ligesom med de hellige kilder, og dem har Viborg til gengæld haft en del af.

Magiske kræfter skjulte sig i kæmperne. De tilknyttede ritualer var forskellige fra træ til træ. Men det var vigtigt at følge dem, for ellers gav det hele bagslag.

For eksempel skulle den syge tre torsdage i træk og tre gange krybe gennem hullet. Andre steder var en berøring nok til, at træet tog sygdommen til sig eller overførte sin kraft. Torsdagene var gennemgående bedst. Men træerne krævede et offer, typisk et stykke tøj, og så er det til at forstå, hvorfor de hedder “kludetræer”. Jeg har set friske fotos af sådanne træer med klude.

Nutidens “suttetræer”, hvortil børnene ofrer deres sutter for at lægge denne del af barndommen bag sig, har nok det samme i sig. Suttetræet i Undallslund er en attraktion, og dets ånd står stærkere end forældrenes formaninger.

I “Historien om et træ” beretter Martin A. Hansen om en gigantisk poppel, der i drengeårene var hans “læsetræ”. Når han i en moden alder sad ved sit skrivebord og arbejdede, forestillede han sig, hvordan han stadig sad oppe i træet, skønt det ikke længere eksisterede. Han havde træets kraft i sig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.