Det slog mig midt under en sammenkomst forleden, at Viborg til alle tider har haft en eminent evne til at tiltrække sig militære rangspersoner.
En ganske civil Viborg-forening holdt generalforsamling med en tidligere general som ordstyrer og en tidligere general som formand. Det kan man da kalde en generalforsamling.
Viborgs status som garnisonsby hørte op i 2001. Vi har naturligvis stadig et stærkt militært element i Karup, men det kan ikke være hele forklaringen på, at ting- og stiftsbyen Viborg har en aldrig svigtende air af militær.
Under de urolige tider i 1600-tallet med svenske- og kejserkrige slog de fremmede stabe sig naturligt ned i Viborg. En kurfyrste af Brandenburg var iblandt. Linjen fortsatte under dansk kommando, da selveste generalkommissarius Otto Pogwisch nedsatte sig i Viborg, så han kunne samle fodfolket. Samtidig fik Viborgs håndværkere eneret på at fremstille faner til alle jyske regimenter.
I 1700-tallet var Viborg snart med militær, snart uden. Når et regiment slog sig ned for et par år eller så, havde byen bare at sørge for forplejning og bolig. På ønskelisten optrådte hver gang en straffepæl. Den var til pisk, spot og spe. For det er ikke til at komme udenom, at uniformen ikke altid var garanti for en dadelfri opførsel. Bataljerne var mange, og borgernes begejstring var til at overse.
Men det hele tog en god vending, da generalmajor Jobst Gerhard von Scholten i 1779 så at sige indtog byen med sit holstenske infanteriregiment – flotte fyre med røde uniformer, der havde sorte opslag, kraver og ærmekanter.
Regimentet kom endda efter nogle år til at hedde Viborgske Infanteri-Regiment. Det var vel i disse små 10 år, soldaterne fik en hjerteplads i byens selvforståelse. Deres general tog bolig i Sct. Mogens Gade 3 og gjorde sig i det hele taget godt i staden.
Gamle Vagt fra 1805 står som symbol på, at Viborg da fik dele af et regiment. I 1814-1815 lå hele styrken i Viborg, og det var bogstavelig talt med fuld musik. I 1816 var alle ude, men soldaterne og de civile nåede da at fejre, at Frederik den Sjette endelig fik kronen på hovedet. Bataljon og borgervæbning paraderede i fællesskab omkring en flot støtte på Nytorv og affyrede glædessalver.
I 1865 modtog Viborg det, der senere skulle blive til Prinsens Livregiment, og et 135-årigt samliv begyndte. Viborg fik travlt med at bygge eksercerhus, depotgård, garnisonssygehus og krudthus. En hel kaserne beseglede senere samlivet.
Generalkommandoens bygning fra 1913 var topfiguren på kransekagen. Ja, kan arkitekt Søren Vig-Nielsens mesterværk ikke minde om konditorkunst? Det var ikke så lidt at have en generalløjtnant og en generalmajor med tilhørende stabe under samme tag. I en særlig forlægning i gården kurrede de militære brevduer.
Apropos vinger. I 2000 fik domkirken også status som flyvevåbnets kirke, og i Rindsholm ligger Danske Soldaters Mindelund. Det er ikke for meget sagt, at Viborg som militærby af rang stadig har stærke svingfjer.