I juni 1988 skar Viborg Byråd igennem og trak nye, kraftige streger mellem Asmild, Houlkær og Overlund. Samtidig foreslog rådet, at Asmildparken ændrede navn til Odshøjparken.
Grænserne har siden ligget fast, men beboerdemokratiet ville det anderledes med Asmildparken. Beboerne i den 504 lejligheder store bebyggelse foretrak navnet Houlkærvænget. Jeg hører stadig mange sige “Asmildparken”.
Det er ikke til at vide, men måske havde “Odshøjparken” haft en større chance for at vippe “Asmildparken” af pinden. I alle fald udmærker den nærliggende gravhøj Odshøj sig med både historiens dybde og topografiens højde. Med sine 62 meter over havet er den Viborgs højeste punkt.
Rundhøjen har navn efter “od”, som er en spids, altså Spidshøj. I 1732 optræder den på skrift. Den har sin helt egen græsmark øst for Seglen, thi den har en fredningszone på 100 meter omkring sig. Ikke noget ueffent sted for den, der har lyst til at være afsides for en stund. Et mildt sagt uklædeligt skilt fra “Viborg komm.” opfordrer os til at passe på gravhøjen.
I dobbelt forstand har den noget ophøjet over sig. Allerede i begyndelsen af jernalderen for 2500 år siden må den have virket som et samlingspunkt. Lige øst for den har arkæologer haft nærkontakt med 16 langhuse og to mindre huse. Hvor nu Kildevænget ligger, fandt de spor efter hele 25 huse, og lidt længere væk, på Hyrdebakken, gav jernalderen sig til kende med otte huse.
De halvt hundrede huse har sikkert ikke været de eneste i oldtidens Odshøjpark. Sikkert er det, at de aldrig har været en samlet bebyggelse, for dengang flyttede folk en del rundt. I jernalderen levede et menneske ikke meget over 30 år, og det samme gjaldt boligerne.
En sti og en vej bærer Odshøjs navn, men skal vi sætte sagen på spidsen, kunne bydelens gamle omdrejningspunkt godt have fortjent noget mere. Nu må den nøjes med at ligge i grænselandet mellem Overlund og Houlkær.