Lugten af forbrændt diesel får mig altid til at tænke på Viborg Banegård i de gode, gamle dage for ikke så mange år siden. Lugten fremkalder billedet af en travl banegård, og jeg forbinder den med noget godt.
Dengang var de dieselelektriske MO-lokomotiver altdominerende. De stod for det meste af trafikken mod Skive, Løgstør, Langaa og Herning. Så var der lige skinnebussen til Mariager på det yderste spor.
Scandia-fabrikken i Randers havde med MO-modellen konstrueret en motorvogn, der kunne det hele: trække togvogne, medbringe gods og rumme passagerer. 120 kilometer i timen kunne den præstere. Den var som skabt til sidebanerne. Mellem 1935 og 1958 byggede Scandia 139 styk. Skinnebusserne kom i øvrigt også fra Randers.
Nogle af MO’erne havde Bjerringbro som endelig endestation, for en ophugger her ekspederede en del af denne jernbanehistorie.
Men det var egentlig ikke MO’ernes historie, jeg ville fortabe mig i, skønt den kan være opslugende nok. Nej, det er lugtene. For en del år siden skrev jeg om en noget vanskelig miljøgodkendelse, som en virksomhed i Viborg skulle have. Det var ikke nok at analysere udslippene og sammenligne med grænseværdier for den slags. Et “lugtpanel” var draget ind. En lille gruppe af “lugtdommere” skulle vurdere, om de så at sige kunne lide lugten i bageriet.
Hvad der lugter godt, og hvad der lugter dårligt, er en ret så personlig sag. Ikke alle forbinder nok diesel med et drømmesyn som mit. Vores lugtesans kan opfange lugte, og vi kan i nogen grad beskrive dem. Nogle er mere følsomme end andre, og vi taler ligefrem om “en følsom næse”. Endnu mere afgørende er det, tror jeg, hvordan lugtene ansporer erindringen.
En bestemt lugt – “duft”, som nogle ynder at sige det, når den er rar – får erindringen på gled. Måske først bagefter kommer vi til at tænke på, at lugtesansen spillede med. Sådan havde jeg det forleden, da jeg vandrede i Viborg Naturpark. Jeg følte mig hensat til de norske fjelde, og det var af det gode. Årsagen var mere lugtesansen end den bakkede fælled.
Forklaringen fik jeg, da jeg mødte en flok på et halvt hundrede får. Deres tørrede afføring havde sat sig i luften, akkurat som i højfjeldet med myriaderne af får. Fjeldet er fyldt med “Delfa”, som vi kalder fårelortene efter de små lakridskugler fra Dansk-Engelsk Lakrits-Fabrik. Jeg har oplevet det samme med kokasserne i Nørremølle Enge, og det er slet ikke noget lort.
