Ret beset er Viborgsøerne én sø og hedder på de gamle kort blot Viborg Søe. Men hvor er det godt, at vi både har Nørresø og Søndersø. Dobbelt glæde.
Ifølge folketroen skal vi takke Viborg Søe for, at vi fik en Holger Danske, der kunne sætte sig op mod fjenden. De indtrængende krigere tøjrede hestene ved en tjørn ude i søen. Samme træ havde til alt held en skaderede. Ud af et æg herfra kom en kampberedt Holger, der samlede en sejrrig hær af unge mænd og oldinge. Eja, sikke tider.
I nogle dage besøgte jeg Chicago og havde fra hotellet udsigt til den store Michigansø. Væggen af skyskrabere og vandfladen kontrasterede og ligesom forstærkede hinanden. Sådan har jeg det også med Viborg og Viborgsøerne.
Søerne i København er åbenlyst bysøer, mens Viborgs søer vel er både-og, en forening af natur og kultur. Først og fremmest er de til fælles glæde. For mange år siden afgjorde Højesteret, at Viborgsøerne ikke lader sig underkaste den private ejendomsret – og godt for det.
Masser af historie er løbet gennem de søer, det være sig den glædelige og knap så glædelige. Tænk blot på den stakkels bygmester Hödrich, der efter den store brand i 1726 gjorde så meget godt for byen, men som havde så svært ved at få sine penge. Op til Snapsting den 26. april 1744 gik han i “sværmodige tanker”, for han havde ikke penge til en stejl kreditor.
Den 8. april om morgenen gik han i søen, efter at han på en auktion havde købt et vaffeljern og en ligkiste. “Uden nogen ceremoni, sang eller klang” kom han i jorden. Han fik lov til at sejle sin egen sø, den stakkel.