Gjorde forleden rent i matriklens redekasser. Ud med ynglesæsonens reder, så de næste beboere ikke må døjes med parasitter. På’en igen, kære fugle, når den næste sæson kommer. Det var ellers fine reder, jeg måtte kassere.
Er der ikke noget bekendt ved dette at begynde fra bunden, når det gælder om at stifte bo? Selv solide og præsentable huse må forsvinde fra jordens overflade, fordi nye ejere skal sætte præg. Ned med skidtet.
Sådan var det ikke i tidligere tider. Viborgs gamle kvarterer er fyldt med huse, der har kerner af endnu ældre huse. De var – og er – underlagt den nænsomme murskes lov.
Viborgs fornemste eksempel på en rig bygningshistorie er Sortebrødre Kirke. Teglstensarkitektur, så det vil noget. Især den østlige del er et studium værd. Vi kommer på en tidsrejse tilbage til 1200-tallets første halvdel. Måske endnu længere, for de mange kvadre vidner om, at sortebrødrene nok byggede videre på en ældre romansk kirke.
Den sidste rest af selve klostret lever endog videre i kirken. Nutidens sydlige sideskib er nemlig en stump af den korsgang, der omkransede klostergården. Arkadens åbninger ind mod gården er blot muret til. Det nordlige sideskib har tilmed en fortid som to kapeller.
Oprindelig var munkenes gotiske bedekirke et langhus med trappegavle i begge ender. En rest titter frem ved tårnet – og godt for det. Arkitekterne Hermann Storck og Helge Bojsen-Møller i henholdsvis 1870’erne og omkring første verdenskrig har i det hele taget haft heldige hænder. Her er ikke noget at sætte fingeren på.