“Humoren er saltet i suppen,” fremførte forfatteren Johannes Møllehave. Det er vigtigt at tage humoren alvorligt. Uden den er livet sørgelig fattigt. “Nulkilometerstenen” på Nytorv er for mig at se et godt udgangspunkt for en munter vandring.
Det er ikke helt skævt at gå efter de skæve vinkler. Ofte er humoren underspillet og ikke altid sig selv bevidst. Men den er der. Som for eksempel, når der på husets nummerskilt i Gothersgade står “Fem” og ikke “5”. Eller når en villa i Ll. Sct. Mikkels Gade hedder “Nurdug” og ikke “Gudrun”.
På vores videre færd i Viborg støder vi i Sortebrødre Kirke på en ypperstepræst med klemmebriller – det er ham, der på altertavlen omskærer Jesusbarnet – og et stolestade med en underfundig “hjertespotter”. I pladen på benhusets sted aner vi et skævt smil i en latinsk tekst, der oversat er: “I dag mig, i morgen dig.”
I domkirken træder Joakim Skovgaards kontrafej frem af en ranke. Kirkegården har flere gravsten med humoristiske indslag, heriblandt “Kjøbt på hundrede aar fra 1892-1992”. Mon ikke stenen i Hans Tausens Minde med “Denne steen er betalt” har en fortid på en grav?
Gadenavnene Navnløs og Mageløs vidner om folkelig humor. Knægtene, der i et træ ridsede “Billen er dum”, var med sikkerhed alvorlige, men i dag finder de fleste ytringen i Hans Tausens Minde pivmorsom.
Bagerskiltet med den døde bager i Sct. Mogens Gade er derimod født som et muntert indslag i gadebilledet. Og har du “på Ly” undret dig over bogstavrækkerne “DDSSGEO” og “HDOSSDOGEO” er du i godt selskab blandt muntre svende. Spørg bare.
Humoren behøver bestemt ikke at være tandløs. Se blot på bissebåden “The black pearl”, der i flere år har gjort de to søer usikre.