Historiker Jørgen Hæstrup griner over hele sin drengede femøre, når han i erindringsbogen “Grænseløs tilværelse” gør kælderen i Sct. Mogens Gade 9 til et skummelt fangehul. Historien bliver ikke dårligere af, at han indsætter selveste reformator Hans Tausen som den prominente fange.
I en drengs fantasi for over 100 år siden forholdt det sig sådan. “Kun tåber tvivlede om denne strålende fortid for lokalet,” skriver han skælmsk, “for det var og blev et forhistorisk fængsel”. “Ikke en dreng i byen ejede så uhyggelig og fantasiæggende en kælder.”
Han sætter trumf på ved at skrive, at det stampede lergulvs ujævnheder kommer fra Hans Tausens støvler, idet han skulle have trasket hvileløst frem og tilbage. Lidt a la Christian den Anden, der hulede marmorbordet på Sønderborg Slot.
At nogle siden tog hans røverhistorie for pålydende, er lidt en skam. Drengen har bare broderet videre på de gamle legender om, at Hans Tausen en overgang sad i et fangehul og prædikede til den store fanskare gennem tremmerne.
Vi kan ikke udelukke, at han en overgang sad i husarrest. I givet fald må han have kukkeluret i johanniterklostret nede ved Nørresø. Som kirkehistoriker Peder Severinsen bemærker, havde de så travlt med at gøre historie, at de ikke havde tid til at skrive historie. Desto flere er skrønerne.
De rundbuede indgange til de høje kældre – formentlig gamle boder – i Sct. Mogens Gade 7 og 9 ligger et par trin nede. Sådan var det nok ikke, da husene kom til verden sidst i middelalderen. Der er et kulturlag til forskel. Den oprindelige Sct. Mogens Gade lå en meters penge under den nuværende.
“Kulturlag” er et kultiveret ord for alt det skidt og skrammel, som menneskelig aktivitet gennem årene har fået til at hobe sig op. Lag på lag på lag. Tykkelsen kan variere. For eksempel er kulturlaget neden for Brænderigården op til fire meter tykt. Gefundenes Fressen for arkæologer. Helt uden mytedannelse.