Tomheden rummer alt. Jeg var engang på byvandring med en guide, der stolt fortalte om alt det, vi ikke kunne se. Hans bys gamle bygninger forsvandt under anden verdenskrig. Yderst givende at opleve, hvad en god guide kan udrette af mirakler.
Når jeg trisser rundt på Borgvold, kan jeg ikke lade være med at forestille mig, hvordan dette stykke Viborg tog sig ud, da det havde to bakkeknolde, Store Borgvold og Lille Borgvold. Sidstnævnte forsvandt helt fra jordens overflade i 1850’erne.
På et stik fra 1822 ser vi, hvordan den lille bakke endnu titter frem nordøst for den store. Den har et åbent sår. Borgerne brugte den nemlig som en slags grusgrav. Adskillige vognlæs indgik 10 år før i en smal dæmning med en lille træbro, så de to sider af søerne efter 500 år atter havde en fast forbindelse.
På Traps bykort fra 1858 er kun den i dag kendte Borgvold-bakke tilbage. Lille Borgvold er ude af sagaen. Hvor trist. De to bakker kom vist til verden på samme tid som hatbakker af sten og grus, der lagde sig i dødisens huller.
I Viborgs “jordebog” fra 1878 læser vi om Lille Borgvold, at “denne høj har fra gammel tid af været benyttet til deraf at tage fyld, og omtrent i 1859 var den ganske jævnet”. Kommer til at tænke på, hvad to skamferede klitter ved Skagen Sønderstrand affødte af ballade.
I tiden lige efter dødsstødet anlagde byen sin stadspark i romantisk stil. Den udraderede bakkes sted er i dag blot en plæne med lidt træer hist og pist.