En kampesten med solide typer står lige inden for Viborg Kirkegårds hovedindgang. “Til minde om vore bysbørn faldet under besættelsen 9. april 1940-5. maj 1945” er ordene til de mange, der har deres gang på kirkegården.
Den slags minder kommer ikke dumpende af sig selv. Et samarbejde mellem kirkegården og Fonden Besættelsestidens Viborg var i dette tilfælde stensættende. Stenen kom på plads ved 50-året for befrielsen, altså den 5. maj 1995.
To bøger af lokalhistoriker Anders Vejen Andersen (1915-1994) om “Viborgegnen under anden verdenskrig” og en jubilæumsbog fra den 9. april 1990 med 10 beretninger sikrede penge til fonden. Formålet var at sprede viden om den lokale del af besættelsen. I 1990 skete det også med en stilekonkurrence, alsang på Gammeltorv og “Opråb” fra fly.
Nogle af den slags minder i bybilledet er enkle, mejslede budskaber på sten. I Viborg ser vi det første eksempel på den over 1000 år gamle runesten i Asmild Kirke. Thorgund har sat et minde over sin mand Bose og får i samme ombæring både nævnt sin far og farfar. Hvor svært kan det være? På Stænderpladsen er det fuldt tilstrækkeligt at skrive “1241 – Jydske Lov – 1941” på en ikke særlig prangende sten. Resten er op til beskueren.
Forfatteren Peter Seebergs er ophavsmand til “5. maj 1945 – Freden – Glæden – Sorgen” i Gammeltorvs nordlige stengærde. Indslaget fra 1970 tenderer kunst. Et renlivet kunstværk fra den 9. april 1990 står i Hjultorvets nordøstre hjørne, Erik Heides støbejernsskulptur “Mit hus”, der markerer sig med skudhuller og en molesteret tagryg.
Den for længst nedlagte fond havde i første runde forestillet sig et kunstværk og fik den lokale kunstner Johannes t’Hart til at udføre en model. Den var med diverse effekter, men kommunen stod af. Det blev ved en luftig tanke. Stenen på kirkegården er til gengæld et jordfast minde.