Den nok kendteste blandt Viborg Domkirkes fresker er “Indbydelsen til det store gæstebud” på søndre korsarms vestvæg. Også fordi den har sin særlige historie.
Joakim Skovgaard og hans lystige svende pustede fra 1901 til 1906 liv i domkirkens indre stene. Allerførst var fresken »Det store gæstebud” færdig. Modsat de andre sad den ikke på en bund af tjære. Snart begyndte salpeter fra muren at skæmme værket.
I 1913 fik Joakim Skovgaard og hjælperen Niels Larsen Stevns den idé, at de skulle male »gæstebuddet« om. Under arbejdet i domkirken havde holdet ofte banket bemalet puds ned for at male om. Så simpel en løsning ønskede Statens Museum for Kunst ikke. Det tilbød at betale for at få værket ned i hel stand.
I marts 1913 kom italieneren Franco Steffanoni til Viborg. Franco Steffanoni var en mester i at trække sådanne kalkmalerier ned fra vægge og over på lærred.
Med sikker hånd gennemvædede han fresken og et lærred med en vandopløselig lim. Da alt var tørt, kunne han og en hjælper trække lærredet med fresken af og rulle det sammen. Skovgaard & Stevns havde en jomfruelig væg til et »gæstebud«, der kom til at tage sig noget anderledes ud.
På kunstmuseet rullede Steffanoni værket ud og lagde bagsiden opad. Også den fik et lærred, men nu med en lim, der ikke lod sig opløse i vand. Med vand fjernede han nu det overflødige lærred fra forsiden. Fresken sad nu retvendt på et godt lærred – lige til at hænge op på museet og senere i Christianskirkjan på Færøerne.
I den første udgave viste Niels Larsen Stevns sin mesterhånd, da han malede studeprangeren med okserne nederst til venstre. Inspirationen hentede han på et studemarked i Viborg. Også i den nye udgave fik han denne betroede opgave.
Joakim Skovgaard beskriver, hvordan Stevns sled som en lille hest med at få okser og pranger til at makke ret. Skovgaard vurderer, at prangeren ikke er “så sveden som den første”, men at “han er anderledes, mere storslået i sin brutalitet, og vejer mindst lige så godt for neden i billedet, hvor tyngden skal være”.