Mange siger vel stadig Sct. Mathias Marked. Det klinger godt. Viborg er i tilgift en gammel markedsby med Toftmarked og Snapstingsmarked som de største. Sådan hed det fra åbningen den 19. oktober 1977. En modernisering i 2002 førte til det i dag kendte Sct. Mathias Centret.
To store debatter gik forud. Sidst i 1975 og i begyndelsen af 1976 diskuterede viborgenserne, så det fløjtede. Spørgsmålet var, om byen skulle have et sådant 14.000 kvadratmeter stort forretningscenter. De fleste kunne nok se, at det hørte hjemme i midtbyen, men var der et behov?
En undersøgelse pegede på, at Sct. Mathias Marked kunne styrke handelsbyen. 2048 protestunderskrifter og en afstemning blandt folkebladets læsere pegede den anden vej. 517 læsere var imod, 50 var for. En del af de etablerede forretningsdrivende varslede butiksdød.
Byrådet skar igennem og sikrede byggetilladelse, byggejord og et stort parkeringsanlæg. Entreprenørfirmaet Rasmussen & Schiøtz kunne tage fat.
Imens var en anden debat blusset op. Viborg Handelsstandsforening, brancheforeningerne og HK var enige om at gøre et vovet forsøg: at holde Viborgs butikker lukkede om lørdagen. Allerede fra begyndelsen haltede det. To store supermarkeder sagde fra. I Randers gned de sig i hænderne, for efter sigende mødtes det halve Viborg her om lørdagen.
I september og oktober 1976 holdt tilhængerne af lukkede lørdage stand. Netop som forsøget hørte op, holdt kommunen rejsegilde for Fischers Plads. Da Sct. Mathias Marked et års tid efter åbnede, havde det ikke blot lørdagsåbent. Åbningstiden var helt til klokken 14 mod klokken 12 for resten af byen.
En munk med hyrdestav og indkøbskurv var i de første mange år markedets bomærke. Lidt nostalgisk har man da lov at være i en gammel markedsby.