Sognegården ved Viborg Domkirke stod færdig i 1997. Arkitektparret Inger og Johannes Exner har tænkt den som en nutidig bygning med indslag fra det historiske kvarter. Den holder sig lav mod vest og høj mod øst, så den matcher bygningerne til de to sider. En rigtig rumdeler.
Den består af en længe, en trappebygning af glas og en kube. Kuben ligner et kirketårn og flugter flot med Nytorvgyde. Johannes Exner strålede, når han talte om, hvordan lyset i vinduer og sprækker skulle strømme ud i kvarteret og fortælle om et rigt indre liv.
I 1989 spillede de kendte arkitekter ud med et dristigt forslag. En længe langs domkirkens nordside skulle via en rundbuet gallerigang stå i direkte forbindelse med kirken. Folkets dom var klar: “Helligbrøde.” En voldsom debat manede den idé i jorden.
Næste udspil fra Exnerne var en korsbygning nordvest for kirken. En bagtanke med den var, at de fire arme kunne gøre tre diffuse pladser ved kirken mere tydelige: Margretheplænen, Gammeltorv og Stænderpladsen. Et ønske, der har rumsteret, siden Viborg Borger- og Haandværkerforenings bygning på Gammeltorvs nordside i 1947 kom ned.
En borgergruppe samlede allerede under krigen ind til domkirkekvarterets forskønnelse og proklamerede: “Viborg Domkirke og dens omgivelser er et bybillede, der fastholder øjet og fryder sjælen.” Store ord, men kun 50.000 kroner kom i kassen.
I 1958 foreslog arkitekt Thomas Havning et byggeri på torvets nordside. I 1986 skitserede arkitekt Johan Otto von Spreckelsen et “Byens Hus” på samme plads. Begge kapaciteter. I 1992 tog arkitekt Jan Gehl kvarteret i øjesyn, og han advarede mod at lade små ånder komme til.
Da sognegården stod færdig, lå det i luften, at den kun var et delresultat. Inger og Johannes Exner sluttede sig til Havning og Spreckelsen, idet de også skitserede en bygning, der skulle gøre Gammeltorv til et torv. Byrådet kvitterede endda med et tomt byggefelt til de store ånder.