Sender en venlig tanke til biskop Otto Laub, der ankom til Viborg med en stor børneflok, men uden hustruen Susanne, som døde, netop som han i november 1854 fik ønskejobbet i Viborg. I stedet kom den elskelige “tante Rine”, enke efter Otto Laubs bror, til at holde hus i bispegården. Ud over de religiøse sager puslede biskoppen med kompositioner og har komponeret sange, valse og marcher.
Nok om det. Dagens emne er Bispestien. Otto Laub måtte gå med til at sælge sin have, så byen i 1874 kunne indvi den pompøse rådhusbygning, der overtog havens plads.
Før byggeriet strakte biskoppens private have sig mod nord. Nu kom hele bispehaven til at gå ned ad skråningen mod øst. Hermed kunne fællesskabet lade sig berige af den lille sti langs den nye have fra Stænderpladsen til Sct. Ibs Gade.
I de første år hed den Kammerherrens Sti efter amtmand, kammerherre Gottlob Emil Georg Frederik baron Rosenkrantz. Det forlyder, at det nok mest var fru Elisabeth, der holdt af at benytte stien. Men mon ikke også, at de sammen, ærbart arm i arm, har taget en promenade fra Amtmandsgården ved Nytorv til Borgvold?
Dæmningen fra 1855 mellem søerne og Borgvold-anlægget fra 1864 har gjort sit til at trække spadsereturene ad søerne og Overlund til. Det store anlægsarbejde i kvarteret havde dog den hage, at byen måtte sløjfe den gamle forbindelse bag om bispegården mellem Sct. Nicolaj Gade og Skolestræde, for her skulle den nye have være.
I sig selv er Bispestien ikke det store sus. Stengærdet til den ene side er interessant nok; parkeringspladsen til den anden er ikke noget at skrive hjem om. Men som bindeled mellem Borgvold og domkirkekvarteret er den uvurderlig.