Kopier af Viborgs gaslampe anno 1859 har med nymodens diodeteknik indtaget endnu flere af de ældre gader. Ja, i en sådan grad, at nogle er kommet til at stå i en skærende kontrast til deres omgivelser. Men overalt spreder de en god stemning af i går.
Se nu, hvordan den gammeldags lampe ud for Rosenstræde 14-16 kontrasterer mod den store bygning, lidt som Tommeliden i forhold til hesten. Boligkomplekset stod færdigt i 1916 og kan også da have haft en gaslampe som sin fortrolige.
Nok fik Viborg de første elektriske gadelamper i 1907, men vi skal helt frem til 1957, før den sidste gaslampe slukkedes. Mens gaslyset holdt sig til jorden, begyndte midtbyen at gå i højden. Det var, hvad der skete i Rosenstræde med den 17 meter høje og 12 boliger store bygning. Utroligt at tænke sig, at den egentlig var tegnet til Sortebrødre Kirkestræde, lige op ad kirken.
Bygmester og arkitekt Valdemar Cortsen (1875-1942) tegnede hele herligheden med pilastre, altaner, balustre, frontispicer og mansard. Valdemar Cortsen elskede de store formater og havde allerede øvet sig med Nytorv 2 (1911) og Sct. Mathias Gade 50 (1912). Snart blev Viborg ham for lille. Han rykkede til København for at arbejde i endnu større formater.
Allerede inden huset var færdigt, solgte han det til biografejer Edvard Michelsen, Fotorama. Efter at denne i 1968 døde, fortsatte hustruen Ellen Michelsen længe med at drive både biografen og udlejningsejendommen. I 2009 købte Viborg Bolig- og Erhvervsudlejning storheden i Rosenstræde. Den er i gode hænder.
Men prøv lige i tankerne at flytte komplekset til Sortebrødre Kirkestrædes nordside. Det var endda ikke de æstetiske hensyn, der forpurrede idéen, men et forbud mod en kælder.