Et tilfældigt møde et tilfældigt sted. Vi slog følge. Tanker kom på gled. Samtalen faldt på tilfældigheder. At min følgesvend tilfældigvis var endt i et Viborg, som en fjern forfader også tilfældigt var endt i: biskop Andreas Wøldike.
Andreas Wøldike var biskop i Viborg fra 1735 til 1770. Efter en kortere karriere i Helsingør og København befalede Christian den Sjette ham til bispestolen i Viborg, hvilket han bestemt ikke var tilfreds med.
Det var midt i pietismen. De pietistiske kredse i København mente ikke, at Andreas Wøldike var pietistisk nok. Desuden brugte han efter smagsdommernes mening alt for mange tyske gloser i sine alt for tørre prædikener. Og så læspede han. Til Viborg med ham.
Et fromt liv og en personlig tro var pietismens kerne, knæsat af selveste kongemagten. Dans, kortspil, tobak og andre livsglæder var ikke velsete. Nogle sværmere gik så vidt, at de dannede sekter uden for den etablerede kirke. En sådan havde slået sig ned hos brødrene Støttrup i Brændevinsgade – den tids navn for Vestergade.
Andreas Wøldike måtte begå sig i lidt af et minefelt. Det gjorde ikke sagen bedre, at den halsstarrige stifsprovst Christen Lassen Tychonius var på tværs. Den kære biskop fik nogle point hos kongen, da han klagede over gøgl og teater i det gamle dom- og adelshus. Det lå lige op ad domkirkens nordside. I sin klage slog han på, at selveste Satan dristede sig til “at have sit kapel næst ved kirken”.
Inspireret af sagen fra Viborg forbød kongen den 21. marts 1738 al virksomhed med “komedianter, linedansere, taskenspillere, lykkepottefolk og lignende” i både Norge og Danmark.
Folk i Viborg havde delte meninger om deres biskop. De fleste syntes nok, at han var en mild, velmenende og hårdtarbejdende mand. Mange respekterede ham for, at han lod hånt om tidens mode. Nok tog han kalot på, men “han gik med sit eget hår” – altså uden paryk.
I sine gemmer har domkirken et portræt af Wøldike. Jeg kan ikke blive klog på, om maleren har sneget sig til at give ham en paryk på.