Triumfatoren fra Viborg

Folk med forstand på de dele siger, at Morvilles Gård i Sct. Mogens Gade 8 er i den franske louis seize-stil. Hovedbygningen med det markante valmtag er fra 1798. Arkitekturen med de rette linjer og den strenge symmetri var inspireret af, hvad arkæologerne fandt, da de midt i 1700-årene begyndte at udgrave Pompeji.

Rette linjer og streng symmetri præger i høj grad Menneskehedens Triumfbue i Paris, men her hører enhver lighed også op. Alligevel tankevækkende, at den arkitekt, der tegnede “et vindue til verden” i Paris, voksede op i Morvilles Gård, Johan Otto von Spreckelsen (1929-1987).

Selveste præsident Mitterrand, socialisten, havde et stort ord at skulle have sagt, da von Spreckelsens forslag blandt de 424 indsendte i 1983 vandt konkurrencen. Byggeriet stod på fra 1985 til 1989, men i 1986 sprang von Spreckelsen fra. Han kunne ikke affinde sig med, hvordan borgerlig spareiver og fransk arrogance smittede af på materialer og udformning.

Så følte han sig bedre tilpas, da han samme år deltog i et møde med Viborg Byråds økonomiudvalg. Under mødet viste han en løs skitse til, hvordan Byens Hus kunne gøre sig på Gammeltorvs nordside. Her var han i dobbelt forstand på hjemmebane.

Viborg-Fonden hyldede i 1994 det verdensberømte bysbarn med en mindeplade ved Gråbrødre Kirkestræde. I hans øjne kan tavlen nok lige gå an, men ellers var han yderst beskeden. Da han skulle omtale sine præstationer, før han overtrumfede arkitekter fra 41 lande, sagde han, som sandt var: “Jeg har bygget fire kirker og mit eget hus.”

Under Snapsting 2023 imponerede en minimodel af den 110 meter høje, 108 meter brede og 112 meter dybe L’arc de triomphe de l’Humanité lige uden for Morvilles Gård. Store triumfer kan sagtens gøre sig i det små.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *